Dansk stjerne tager ny klub med storm: 'Han er sindssyg'
Den danske topangriber Kasper Høgh scorede i weekenden hattrick for sin skotske klub Celtic.

Den danske topangriber Kasper Høgh scorede i weekenden hattrick for sin skotske klub Celtic.

Hvad end Kasper Høgh snakker med vor herre i himlen om, så skal han endelig ikke stoppe.
I sin første udekamp for skotske Celtic lavede han hattrick på under en halv time – og hans popularitet er sidenhen eksploderet i den verdensberømte klub.
»Han har jo taget dem (Celtic, red.) med storm, og han danser, og jeg tænker; 'hvad må skotterne ikke tro om os danskere'?« Siger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge i det seneste afsnit af B.T.s fodboldpodcast, B.T. Fodbold, og fortsætter:
»I hvert fald Celtic-fans, vi har haft Thomas Gravesen derovre, og nu har vi sendt Kasper Høgh derovre, som også er helt sindssyg.«
Den danske landsholdsangriber kom ellers ikke flyvende fra start.
»Han havde jo noget af en mareridtsdebut, hvor han brændte nogle chancer,« sagde B.T.s fodboldekspert Jannick Liburd i podcasten og fortsætter:
»Der var endda en video, der gik viralt på TikTok og på Instagram, med en fan, der skulle kåre de fem værste transfers i Celtic-historien. Og det var Kasper Høgh alle fem.«

Men måske Kasper Høgh har fundet den hellige gral, for efter den første kamp så fik han ild i støvlerne.
»Så går han ud i weekenden og laver hattrick i første halvleg, og han radierer bare sådan en fantastisk positiv energi, som de virkelig har taget til sig i Skotland, og nu leverer han også på banen,« siger Jannick Liburd og fortsætter:
»Da han blev kritiseret efter sin første kamp, der sagde han, at han skal lige vende sig til ikke at spille på kunstgræs. Og efter han scorede hattrick her forleden, så blev han spurgt, hvad der var anderledes.«
»Her svarede han: 'Shooting practice.' Altså han har simpelthen trænet. Jeg synes, det er charmerende, og han har Gud med. Kæmpe ros og skulderklap for det.«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.