Det er kun få uger siden, en knust Stinna Tange måtte fortælle, at hun ikke kommer med til OL. Nu fortæller hun, at hun stopper sin karriere som rytter.

'Pludselig stod jeg igen uden hest, men denne gang var noget indeni mig forandret. Den velkendte sorg over at skulle miste en god og kær ven, var de første par uger altoverskyggende. Men da den tåge så havde lagt sig, opstod der en ny følelse … Jeg havde ikke lyst til at starte forfra igen med en ny hest.'

Sådan indleder den 26-årige dressurstjerne et opslag på de sociale medier.

Et opslag, hvori para-rytteren fortæller, at hun siger farvel til ridesporten efter en karriere, der har budt på medaljer ved både OL, EM og VM.

'Tanken alene var alt for udmattende. Et liv med mere frihed og mere tid til dem jeg elsker, udspillede sig for mit indre, og jeg indså, at det var der mit hjerte nu ville hen. Det er der, jeg skal hen,' skriver Stinna Tange.

Hun måtte melde fra til OL, fordi hendes hest Blue Hors Soletto er blevet skadet. Og det var mere alvorligt end først antaget, og derfor har hun brugt de sidste måneder på at tænke over, hvad der skulle ske.

'Tiden er dermed moden til et farvel og tak. Farvel til en sport der har fyldt ALT de sidste 14 år. Der er ofret meget og der er vundet meget. Jeg fortryder intet, for jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg har givet det mit ALT og levet drømmen fuldt ud,' skriver Stinna Tange.

Ved OL i Rio i 2016 vandt hun bronze med hesten Horsebo Smarties. Hun vandt EM-guld i 2017, og så vandt hun også VM i 2018. Planen var også OL i Tokyo, men så langt nåede hun ikke med hesten Soletto.

I sit opslag takker Stinna Tange alle, der har støttet hende og hjulpet hende med de store drømme. Drømme, der er gået i opfyldelse.

'Trænere, hesteejere, familie, venner, sponsorer, forbund og alle jer andre der har fulgt min rejse – hver og én er værdsæt og husket,' skriver hun.

Nu venter der et nyt liv uden en dagligdag i stalden, og det er noget, hun ser frem til.

'Nye begyndelser er skræmmende og fantastiske på én gang, og jeg kan ikke vente med at se hvor livet nu fører mig hen. Én ting ved jeg, jeg er klar til næste kapitel og alle de gode ting der venter mig,' slutter hun.