'Nye eventyr venter.'

Sådan skriver den danske dressurstjerne Daniel Bachmann Andersen i et opslag på de sociale medier.

For efter at have tilbragt to år i Kleppenhus ved Ebeltoft skifter han og familien nu adresse. Og det er ikke en hvilken som helst lokation, han flytter sin stab og sine heste til.

Daniel Bachmann Andersen lejer sig nemlig ind på det historiske gods Julianelyst ved Østbirk.

Et gods med stalde, der er ejet af Lego-milliardærarvingen Agnete Kirk Thinggaard, der tidligere selv har været på dressurlandsholdet, og hendes mand, Claus Thinggaard.

'Vi er meget taknemmelige for, at Agnete og Claus Kirk Thinggaard har givet os lov til at leje deres fantastiske stald. Også et stort tak til Cathrine Rasmussen for de muligheder, vi har haft på Kleppenhus,' skriver Daniel Bachmann Andersen.

Til Eurodressage fortæller han, at han ser frem til, at alle fremover kommer til at være samme sted, når virksomheden flytter 1. maj.

»Vi ser meget frem til dette nye kapitel og til at få alle vores ansatte og elevers heste samlet,« siger Daniel Bachmann Andersen til mediet.

Daniel Bachmann Andersen lejer sig fremover ind på Julianelyst.
Daniel Bachmann Andersen lejer sig fremover ind på Julianelyst. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Julianelyst blev bygget tilbage i 1792, og der er 32 bokse til heste på stedet. Netop det er en af grundene til, at Daniel Bachmann Andersen har valgt at flytte.

For på stedet i Kleppenhus var der kun 22 af slagsen – hvor den danske dressurstjerne lejede de 11 – mens han på Julianelyst nu får mulighed for at udvide sin virksomhed, ligesom der er flere lejligheder til rådighed, hvilket betyder, at alle ansatte nu kan være samme sted. Derudover ligger Julianelyst tættere på Tyskland og motorvejen, hvilket også er et stort plus.

Samtidig flytter Bachmann Andersen, hans kone, Tiril, og parrets to børn ind i et hus på Julianelyst, som de har lejet, skriver Ridehesten.

Daniel Bachmann Andersen, der i seks år var rytter hos Blue Hors, var med til at vinde EM-bronze i september 2021, hvor han individuelt fik en flot ottendeplads på den dengang kun niårige vallak Marshall-Bell. Ekvipagen ligger lige nu nummer 27 på verdensranglisten i dressur.

Han har været selvstændig i to år, hvor han har fået opbygget en del kvalitetsheste i stalden.