Lyt til artiklen

24. februar 2022 er en dato, der har skrevet sig ind i historiebøgerne.

Den russiske invasion af Ukraine blev starten på et mørkt kapitel i europæisk historie, der endnu ikke er færdigskrevet.

En af dem, der blev fanget midt i det hele, var den danske basketstjerne Gabriel 'Iffe' Lundberg.

Han spillede på daværende tidspunkt for den europæiske topklub CSKA Moskva – og da russerne gik ind i Ukraine, var han i München for at spille en EuroLeague-kamp mod Bayern.

Foto: Rick Scuteri
Vis mere

Hurtigt gik alvoren op for ham og holdkammeraterne.

»Der blev skrevet inde i gruppechatten: 'Tænd lige for tv'et. Er der nogen af jer, der har set nyhederne?'«

»Vi fandt ud af 90 minutter før kampstart, at kampen var blevet suspenderet,« husker han, da han over for B.T. gennemgår sit 2022 og 'flugten' fra Rusland.

Herfra gik turen hjem til Moskva – men Lundberg måtte træffe en hurtig beslutning om sin fremtid. Og ikke mindst om sin kones og treårige søns sikkerhed.

»Jeg var i kontakt med min agent for at finde ud af, hvordan det hele stod til. Vi fulgte nyhederne og fulgte situationen. Jeg snakkede med min kone på daglig basis. Til sidst konkluderede jeg sammen med min kone, at det ikke var det sikreste valg at blive i Moskva. Min families sikkerhed var det absolut vigtigste.«

»Jeg tror, at det, vi primært var bekymrede for, var, om Danmark ville lukke for fly fra Rusland« siger 'Iffe', der formåede at tage det sidste direkte fly ud af Moskva til København, inden forbindelsen blev lukket ned.

I sidste ende var de skræmmende omstændigheder med til at fremskynde vejen til NBA, hvor han som den første dansker nogensinde kom på kontrakt. Og senere fik debut for Phoenix Suns.

»Det har været et fantastisk år. Rent sportsligt har været det bedste år i min karriere. Men det har også været et utrolig kaotisk år. Der har manglet en eller anden form for stabilitet for min familie, hvilket er absolut vigtigst.«

»Det var en meget mærkelig situation at være i Rusland, hvor jeg valgte at købe mig fri af min kontrakt. Og så tog vi hjem, uden at jeg vidste, hvad der ville ske. Og lige pludselig sad jeg med en NBA-kontrakt foran mig.«

'Iffe' Lundberg spiller i øjeblikket for det italienske storhold Virtus Bologna.