Tarnow. Den danske speedwaykører Nicki Pedersen var søndag aften involveret i et voldsomt styrt.

Det skriver danskerens polske klub, Unia Tarnow, på Facebook.

Ifølge klubbens opdatering, så styrtede Nicki Pedersen i sit sidste heat, da Unia Tarnow kørte mod Gorzow i den polske liga.

- Nicki havde et voldsomt styrt i sit sidste heat, og han er ikke i stand til at deltage i omkørslen. Han skulle være okay, men vil blive undersøgt at en læge senere for at sikre, at alt er i orden, skriver klubben.

Her forklares det også, at danskeren efterfølgende klagede over smerter i skulder- og nakkeregionen.

Nicki Pedersen bekræfter på sin egen Facebook-profil, at han senere skal undersøges af en læge for at få klarhed over kroppens tilstand.

Til Ekstra Bladet har Nicki Pedersens manager, Helge Frimodt Pedersen, skrevet i en sms, at den danske speedwaykører var bevidstløs efter styrtet.

'Han var væk i nogle minutter på banen, og kunne ikke rigtig huske noget, da han kom ind i ryttergården, så formentlig en hjernerystelse,' lyder det fra manageren.

Nicki Pedersen kørte 9. april sit første speedwayløb, siden han for 11 måneder siden brækkede en nakkehvirvel under et løb i Holsted.

Efter episoden var Nicki Pedersen fortsatte karriere i speedway uvist længe.

Den tredobbelte verdensmester er eneste faste danske kører i VM-serien i år, efter at Nicki Pedersen fik et wildcard til at deltage.

Grandprixserien begynder 12. maj i Polen.

/ritzau/