Han har tidligere dannet par med den danske OL-guldvinder Pernille Blume, og nu har han fundet kærligheden igen.

Dansk kajaksports største stjerne, René Holten Poulsen, danner således par med kæresten Birgitte Reseke, der selv arbejder som projektsygeplejerske, fortæller han til B.T.

Den blomstrende kærlighed har været en særdeles glædelig nyhed for René Holten Poulsen, der sportsligt har kæmpet noget med resultaterne over de seneste år, og det har kostet flere mentale øretæver.

»Det har virkelig været godt for mig at få en ind som Birgitte, der har haft en glad og positiv indvirkning på mit liv i den periode,« fortæller Holten Poulsen, der til stor ærgrelse missede OL sidste år.

Parret mødtes under coronanedlukningen for godt to år siden, da den tidligere verdensmester prøvede lykken på de sociale medier.

»Jeg så hende, og så skrev jeg til hende og spurgte, om vi ikke skulle mødes. Så gik vi en tur. Gik en tur mere, lavede noget mad, og så blev hun hængende,« siger han med et stort grin og tilføjer.

»Vi datede et langt stykke tid, og vi ved for eksempel ikke lige, hvornår vi har årsdag, så det er gået meget stille og roligt og naturligt frem for os.«

»Hun vidste faktisk ikke, hvem jeg var. Hun er ikke så sportsinteresseret og kan for eksempel godt rode rundt i, hvad det er, jeg skal ro. Men nu har hun faktisk fået rigtig godt styr på det, og hun kan finde links til resultatlister, som jeg ikke selv kan, og det imponerer mig ret meget.«

Efter to år er det ikke tanker om forlovelse og bryllup, der ligger først for hos parret – i stedet har de kastet sig ud i et stort projekt sammen.

De har nemlig købt et hus i Måløv, som de sammen totalrenoverer med alt fra nyt gulv til nyt tag – og de deler renoveringen på Instagram.

»Det er en meget sjov opgave, og det er et fedt projekt at have sammen – som bliver rigtig fedt, når det er færdigt,« fortæller den tidligere verdensmester, der har fået sig en kyndig makker.

»Birgitte har selv lavet lidt i sin egen lejlighed, og hun har en mor og en bror, der begge er arkitekter. Så det kom ikke helt ud af det blå for hende.«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Forholdet til Birgitte er en kontrast til forholdet til svømmestjernen Pernille Blume, der endegyldigt var ovre i 2018.

I hvert fald opmærksomhedsmæssigt, fortæller René Holten Poulsen.

»Vi har ikke det store behov for at dele vidt og bredt om vores forhold, så det er måske meget rart, at det er lidt mere privat.«

»Men da jeg var med Pernille, lagde jeg ikke selv meget i det med medierne. Det var måske mere dem, der synes, at det var spændende – og det var okay dengang, på nær når visse medier kom og snagede for tæt på,« fortæller kajakroeren, der i denne uge er i Canada til VM.