Det kan godt være, 2020 var et hårdt og svært år for mange. Men den danske dressurstjerne Cathrine Dufour imponerede alligevel.

For den 29-årige rytter er i toppen af listen over de dressurryttere, der sidste år tjente mest internationalt. Kun overgået af verdensetteren Isabell Werth.

Det viser en opgørelse fra det belgiske medie Hippomundo. Cathrine Dufour har på otte stævnestarter tjent 52.360 euro, svarende til omkring 390.000 kroner.

Det hører dog med, at bag de otte dressurprogrammer, der til sammen har taget omkring en time at fremføre, ligger utallige arbejdstimer i hverdagen for at få alle øvelser til at gå op i en højere enhed.

For det tager mange år at uddanne en Grand Prix-hest og kræver træning hver eneste dag.

En del af præmien vandt hun blandt andet, da hun vandt både Grand Prix og Grand Prix Freestyle i Herning, men også da hun vandt de to samme klasser ved World Cup-stævnet i Aarhus tilbage i oktober.

Alt sammen på hesten Bohemian, som på trods af sine blot 11 år for alvor er på vej frem, og som er hesten, Cathrine Dufour med al sandsynlighed tager med til OL i Tokyo.

Det fortalte hun så sent som i januar til Ridehesten.

Cathrine Dufour og hesten Atterupgaards Cassidy, som fylder 18 i år.
Cathrine Dufour og hesten Atterupgaards Cassidy, som fylder 18 i år. Foto: Jessica Gow/TT
Vis mere

»Hvis jeg kan gøre Cassidy den tjeneste, at han ikke skal undvære fold en måned og endnu engang rejse jorden rundt med mig, så gør jeg det,« sagde Cathrine Dufour med henvisning til, at hendes trofaste makker gennem 10 år, Atterupgaards Cassidy, fylder 18 i år, og dermed er det en lang tur for den rutinerede hest.

Netop Cassidy er dog også med til at skubbe Dufour højt op på indtægtslisten for 2020, for sammen med ham vandt hun Grand Prix Freestyle ved World Cup-stævnet i Göteborg sidste år.

Det var også på Cassidy, hun sidste år vandt DM (der dog ikke tæller med i Hippomundos' opgørelse), da de satte alle konkurrenterne til vægs med en score på 87,9 procent. Noget, der fik tårerne frem hos den rutinerede stjerne.

»Tårerne piblede bare frem, da jeg var færdig. Han er en gammel skid. Jeg bliver bare så rørt. I 10 år har han bare løftet mig rundt på den skide bane,« sagde hun om sin trofaste makker.

Det var dog ikke, det eneste der fik de helt store følelser frem hos Cathrine Dufour den dag. For efter den store triumf gik kæresten Rasmine Laudrup på knæ ude foran Cassidys boks, og hun fik et klart og tydeligt 'ja'.