Lyt til artiklen

Det var hende, der stod på podiet. Med en velfortjent sølvmedalje om halsen.

Og hurtigt blev Cathrine Laudrup-Dufour og de to andre medaljetagere ved VM i Grand Prix Special udnævnt som 'superstars'.

Men da den danske dressurstjerne fik mikrofonen til den efterfølgende pressekonference, var det nogle helt andre, hun gerne ville hylde.

»Jeg prøvede at nyde det. Det var fantastisk at ride gennem porten i aften. Vi er selvfølgelig medaljetagere, og vi bliver kaldt 'superstjerner', men publikum er de sande superstjerner,« lød det fra Laudrup-Dufour, der ikke var færdig med at hylde den danske hjemmebane i Herning.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var som en fodboldkamp, folk gik helt amok. Det var en del af oplevelsen her til aften, det var fantastisk.«

Sammen med hesten Vamos Amigos vandt hun sølv med en score på 89,411 procent kun overgået af britiske Charlotte Fry, der vandt klassen med svimlende 90,654 procent.

»Jeg var så glad for Vamos Amigos' præstation. Jeg er ret sikker på, de havde sat ild til gulvet lige inden, jeg red ind, for han var meget varm i dag. Når det så er sagt, er han ti år gammel, det er min tredje hest på fire år, jeg tager en individuel medalje med, så jeg er meget stolt af både mig selv og mit hold,« sagde Cathrine Laudrup-Dufour.

Hun fortalte også, at hun 'selvfølgelig' var skuffet, fordi man som atlet altid jagter guld, men samtidig følte hun det også som en enorm ære at sidde ved siden af Charlotte Fry og hollandske Dinja van Liere.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos under Grand Prix Freestyle.
Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos under Grand Prix Freestyle. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

»Jeg føler virkelig, vi er ved at ændre dressursporten, og det gør mig så stolt. Og jeg er så stolt af, I gjorde det så godt. Det var fantastisk, som I red derinde, og nu kan jeg ikke vente med at komme hjem til vores lille gård i Nordsjælland,« lød det med et smil fra den danske stjerne.

Hun vender hjem med intet mindre end tre medaljer ud af tre mulige.

For ud over onsdagens sølvmedalje var hun søndag med til at vinde VM-guld for hold, og mandag tog hun sølv i Grand Prix Special.

Samme aften var der afskedsceremoni for hendes stjernehest Atterupgaards Cassidy, så det har bestemt været en begivenhedsrig uge, medgav hun.

»Der har været fuld smæk på. Jeg vidste, da vi vandt guld med holdet, at det ville være svært at slå. Oplevelsen med Cassy var ekstremt følelsesladet, og jeg var så glad for, vi gjorde det. At vinde tre medaljer, og det er som sagt med den tredje hest på få år … Jeg er ved at forstå det og kommer nok til at bruge et par dage. Jeg er virkelig bare super stolt af alle, der har været en del af det. Det er det mest fantastiske stævne, jeg har været til,« lød det fra Cathrine Laudrup-Dofour.

Hun nævnte herefter blandt andre både frivillige, arrangører, hestepassere og understregede, hvor stor en rolle de har spillet i det hele.

På trods af glæden over den store oplevelsen glædede hun sig dog til en ting.

»Jeg er også super træt, så jeg ser også frem til at komme hjem, ligge i min egen seng og være sammen med min familie og hustru igen.«