Speedskateren Philip Due Schmidt klarede lørdag aften dansk tid det krav, der skulle til for at komme til vinter-OL i Norditalien.

Han skulle tilbagelægge 5000 meter på under 6 minutter og 30 sekunder, og det lykkedes akkurat.

Den 28-årige dansker var helt præcis 6 minutter og 29,76 sekunder om at fuldføre distancen i US Open Junior Speed Skating National Champs & AmCup #2 i Salt Lake City.

Dermed gør han efter alt at dømme speedskaterkollega Viktor Hald Thorup selskab ved OL. Viktor Hald Thorup er udtaget og klar til vinterlegene.

Endnu mangler Philip Due Schmidt at blive udtaget af Danmarks Idrætsforbund (DIF).

I forvejen havde Philip Due Schmidt allerede klaret kvalifikationskravene og sikret en nationsplads i disciplinen massestart, men for at få lov til at stille op ved OL skulle han også klare OL-tidskravet i en anden disciplin, hvor valget faldt på 5000 meter.

Philip Due Schmidt er lillebror til Stefan Due Schmidt, der ligeledes er speedskater og deltog ved vinter-OL i 2018 og 2022.

/ritzau/