Den danske speedskater Viktor Hald Thorup skal lørdag køre om en medalje ved vinter-OL i Italien.

I første omgang klemte han sig akkurat med i finalen ved at blive nummer otte i sin semifinale i mændenes massestart.

Hald Thorup prøvede med et tidligt angreb og blev hurtigt hentet af feltet, men i andet forsøg lykkedes det.

Danskeren slog et hul og vandt en indlagt sprint, der sikrede ham tre point, hvilket i sidste ende var nok til at blive nummer otte samlet, selv om han efterfølgende dryssede ned gennem feltet.

Den 31-årige sjællænder sikrede i 2018 Danmark den bedste individuelle placering nogensinde ved et vinter-OL. Det skete i Pyeongchang, hvor han blev nummer fem i massestarten.

Fire år senere blev han nummer 19 på 5000 meter i Beijing, mens han i sidste uge udgik tidligt med smerter i sin balle, efter at være kommet med som reserve på 10.000 meter.

Finalen afvikles klokken 16.40, og Hald Thorup er sidste dansker i aktion ved legene.

/ritzau/