Dansk Sejlunion og 13 andre nationer fik ikke deres vilje om en total udelukkelse af russiske og belarusiske sejlere i europæiske konkurrencer, da der lørdag blev stemt om det ved en generalforsamling i European Sailing Federation (EuroSaf).

Ud af de 38 medlemsforbund stemte de 24 nemlig for, at man fra Europas side lagde sig op ad den neutralitetslinje, som World Sailing har anlagt.

Det betyder, at sejlere fra Rusland og Belarus kan deltage som neutrale atleter uden flag og nationale symboler og under visse forudsætninger til mesterskaber på europæisk grund.

- Vi kan leve med udfaldet, men det er ikke optimalt. Vi havde helst set en tydeligere opbakning til fortsat udelukkelse, så længe krigen i Ukraine fortsætter, siger Dansk Sejlunions direktør, Anders Kristensen, i en pressemeddelelse.

Danmark havde sammen med de øvrige nordiske lande arbejdet for at samle et flertal til en total udelukkelse.

- Vi spiller efter demokratiets regler, så selv om vi er uenige i udfaldet, respekterer vi generalforsamlingens beslutninger. Det kan ikke være anderledes, siger Anders Kristensen.

Den europæiske beslutning om neutralitet kommer i kølvandet på, at der i andre sportsgrene internationalt er lempet på udelukkelsen af russiske og belarusiske atleter.

Svømmesportens verdensforbund, World Aquatics, har åbnet for, at russere og belarusere fremover kan konkurrere under eget flag.

Den Internationale Paralympiske Komité tillod ligeledes atleter fra de to lande at konkurrere som normalt før sanktionerne ved de paralympiske lege i marts.

/ritzau/