Det danske basketball-landshold har skrevet historie.

Det gjorde de i weekenden med to sejre over henholdsvis Litauen og Tjekket – to hold, som rangerer som nummer otte og ni på verdensranglisten, hvor Danmark rangerer på plads nummer 52.

Det er første gang i historien, at Danmark besejrer et top-10-land, og herrelandsholdets anfører, Gabriel 'Iffe' Lundberg, har da også svært ved at skjule sin stolthed over sensationen:

»Det er ekstraordinært. Det er virkelig, virkelig, virkelig stort. Det er jo ikke sket før, så det er jo klart, at det er en stor sensation. Det, at vi slår Litauen i den første kamp, som absolut ingen havde regnet med, gav os mere blod på tanden, da vi formåede at gøre det. Og da vi så endte med at få den sejr, så havde vi det sådan: 'Okay, vi kan godt spille med',« fortæller Lundberg og fortsætter:

»På vej ind i den her boble i Litauen var der kun ét mål med at tage af sted, og det var at vinde begge kampe. Jeg sagde til drengene, at hvis vi skal have nogen som helst chance for bare at tænke på at gå videre, så bliver vi nødt til at vinde de to kampe.«

Selv om bookmakere og eksperter ikke troede på sensationen, holdt spillerne fast i, at sensationen kunne lade sig gøre.

»Jeg ved godt, at oddsmakerne og bookmakerne ikke har særlig meget respekt for os – og selvfølgelig også med god grund. Der er en grund til, at vi rangerer som nummer 52 i verden, og Litauen og Tjekket ligger nummer otte og ni. Men i sidste ende handler det bare om, hvor meget man tror på det. Og jeg tror, at vi troede lidt mere på det på vej ind til den her boble, end de andre gjorde.«

Danmark vandt med henholdsvis 80-76 over Litauen og 91-90 over Tjekkiet, og det betyder, at de danske basketherrer blot skal vinde én kamp for at sikre sig EM-billetten.

I februar venter Litauen og Belgien, og Iffe Lundberg og resten af holdet har bevist, at de kan slå de litauiske herrer.

»Vi har gode, reelle chancer for at kvalificere os. Det bliver ikke nemt. Men hvis du spørger mig, om jeg tror, vi kan vinde bare én kamp, så er svaret ja,« siger Lundberg.

Han har også været Danmarks helt store profil ved de to kampe. I sejren over Litauen scorede han 28 point, og den toppede han i sejren over Tjekkiet, hvor han leverede intet mindre end 36 point. Hans gode præstationer bunder blandt andet i god selvtillid:

»Jeg ved godt, hvad jeg kan gøre med en basketbold, så det er bare at gå ud og gøre det. Den rolle, jeg har på landsholdet, har jeg haft i et par år efterhånden, og som basketballspiller har jeg enormt meget selvtillid.«

»Mine holdkammerater og trænerstaben har virkelig stor tillid til mig, og de ved, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at sørge for, at vi vinder kampene. Så for mig er det let nok bare at gå ud spille. Jeg tænker ikke rigtigt på noget. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, så det er bare at spille,« fortæller Lundberg, der har store ambitioner for fremtiden:

»Min drøm er at komme i NBA og blive den første dansker, der gør det. Så må vi se, om det kommer til at blive til virkelighed. Jeg har i hvert fald tænkt mig at blive ved med at arbejde hårdt for det og stræbe efter det, og så må vi se, om det sker,« afslutter Lundberg.