Den danske speedskater Viktor Hald Thorup har hen over weekenden været langt fra de bedste og endte på en samlet 18.-plads ved allround-VM.
Sølvvinderen fra vinter-OL satte den næstdårligste tid, da feltet søndag var på isen på 1500-meteren.
Det var det tredje af fire løb på forskellige distancer ved VM, inden verdens bedste allround-skøjteløber blev hædret.
Viktor Hald Thorup skulle imidlertid ikke deltage i 10.000-meteren, som var den sidste disciplin, da han inden løbet ikke var blandt de otte bedste samlet.
De korte distancer har aldrig været Hald Thorups favorit, og han tilbagelagde de 1500 meter på 1 minut og 49,62 sekunder.
Det var over seks sekunder langsommere end Jordan Stolz, som tog disciplinsejren foran norske Sander Eitrem.
Inden 10.000-meteren lå Stolz samlet i front, men VM-guldet endte med at gå til Sander Eitrem, der var meget hurtigere end amerikaneren i det sidste løb.
Det er Norges første guldmedalje på herresiden siden 1994.
Viktor Hald Thorup indledte VM lørdag med at blive nummer 22 ud af 24 deltagere på 500-meteren.
Senere lørdag blev det til en pæn forbedring, da han blev nummer 13 på 5000-meteren.
Inden mesterskabet fortalte danskeren, at han ikke gik så meget op i placeringen, men hvor hurtigt han var i stand til at køre.
- Selv hvis jeg slår verdensrekorden på både fem og ti kilometer, skal jeg være glad, hvis jeg slutter i top-10 samlet, lød det fra Viktor Hald Thorup.
/ritzau/
