Rasmus Vestergård Johansen og den øvrige del af verdenseliten i skeleton skal ikke som planlagt i aktion ved en World Cup-afdeling i Innsbruck på fredag.
Et flertal af deltagerne har trumfet en aflysning igennem på grund af utilfredshed med den ombyggede banes beskaffenhed. Det skriver Det Internationale Bobslæde- og Skeletonforbund (IBSF) på sin hjemmeside.
Det 23-årige danske OL-håb var blandt de udøvere, der talte for at aflyse World Cup-afdelingen, fortæller han på en forbindelse fra den østrigske vintersportsby, inden han senere onsdag sætter kurs hjem mod Aarhus.
- Når en bane bygges om, skal den godkendes af en banekommission, og det blev den så for tre uger siden af nogle atleter, der ikke har så meget erfaring som verdenseliten, da der var 15 plusgrader. Da vi så kom i søndags, da der var minus ti grader, høj sol og sindssygt gode forhold, var iskvaliteten så dårlig, at synsfeltet var forstyrret og rystet.
- Vi vidste ikke, om banen ville være farlig at køre på, og det var vi atleter heller ikke helt enige om, siger Rasmus Vestergård Johansen.
I første omgang blev mandagens træning aflyst. I stedet ville IBSF udelukkende bruge onsdag som en træningsdag forud for fredagens World Cup-afdeling.
- Det er i min optik ikke en World Cup-afdeling værdigt. Under de omstændigheder bør man ikke køre en olympisk kvalifikation, for så får man ikke mulighed for at fordøje indtrykkene og eventuelt ændre noget i sit slædesetup, siger danskeren.
Med atletstemmerne 30-21 blev det besluttet at aflyse fredagens løb, der er en del af OL-kvalifikationen, hvilket medvirkede til en betændt debat.
- Atletafstemningen giver ikke udtryk for, at det var en geopolitisk diskussion, hvor alt fra Kina til USA på to timer skulle blive enige om, hvad vi skulle gøre.
- Folk var grundlæggende enige om, at hvis det ikke havde været en OL-sæson, så skulle der ikke køres. Men flere følte sig pressede til at hente point, og derfor var de klar til at køre, selv om de egentlig ikke havde lyst, fordi de gerne vil deltage ved OL, siger Rasmus Vestergård Johansen.
Den aflyste afdeling i Innsbruck var den anden af seks World Cup-afdelinger. Ifølge IBSF er det planen at rykke Innsbruck-afdelingen til en anden bane, så der fortsat gennemføres seks World Cup-løb i sæsonen.
- Det ender på en fornuftig måde. Havde vi inden afstemningen fået garanti for, at der ville blive indlagt en ekstra World Cup-afdeling på et andet tidspunkt, så tror jeg, at flertallet ville have været mere overvældende, siger Rasmus Vestergård Johansen.
World Cup-regnskabet er med til at afgøre, hvilke 25 atleter der skal deltage i disciplinen ved vinter-OL i februar. Skæringsdatoen er 18. januar næste år.
Rasmus Vestergård Johansen åbnede World Cup-sæsonen med en syvendeplads på OL-banen i Cortina d'Ampezzo i sidste uge.
Næste planlagte World Cup-afdeling er 12. december i Lillehammer.
/ritzau/
