Den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte til et par fra Taiwan ved badminton-VM.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen missede torsdag en plads i kvartfinalen ved VM i badminton efter nederlag i tre sæt.

Den danske herredouble tabte 19-21, 21-12, 17-21 til Min Chun Liao og Ching Heng Su fra Taiwan.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen startede godt og kom foran 6-1 i første sæt, men taiwanerne svarede godt tilbage med seks point i træk til 7-6-føring.

Danskerne kom derefter ind i en stime med fem vundne point og kom foran med 11-7.

Efterfølgende blev det også til en dansk føring på 15-12, inden taiwanerne for alvor skruede op for tempoet og udlignede til 16-16 og kort efter 17-17.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen havde mistet momentum og kom bagud 17-20.

Duoen reddede to sætbolde, men en smash i midten af banen sørgede for taiwansk sætsejr.

I andet sæt fungerede spillet bedre for Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, som bagud 3-5 kom foran med hele 13-5 efter hele ti vundne point i træk.

Derefter var den smal sag for de ottendeseedede danskere at udligne til 1-1 i sæt.

Det hele skulle dermed afgøres i tredje sæt. Her var taiwanerne bedst og kom efter en jævnbyrdig start foran med 15-9.

Danskerne reducerede blandt andet til 17-19 i slutfasen, men det var ikke nok til at komme i nærheden af sejren.

Taiwanerne udnyttede foran 20-17 den første af tre matchbolde og tog sejren og pladsen blandt VM's otte bedste herredoubler.

/ritzau/