Mathias Boe og Carsten Mogensen mødte overmagten søndag i herredouble, da finalen i All England blev tabt.

Birmingham. To gange har Mathias Boe og Carsten Mogensen vundet All England i badminton.

Det lykkedes dog ikke at vinde traditionsturneringen for tredje gang søndag for den danske duo.

Boe og Mogensen var oppe imod verdensranglistens nummer ét, der vandt parrets sjette turnering i træk.

Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo var i teten i det meste af opgøret og vandt 21-18, 21-17.

Det danske par var seedet som nummer to og gav indoneserne hård modstand, uden at danskerne på noget tidspunkt dirigerede kampen for alvor.

Boe og Mogensen slog indoneserne tre gange i fjor, men den danske duo fik langt fra en ønskestart på opgøret.

Tempofyldt indonesisk spil sikrede en 8-3-føring, og Sukamuljo svang taktstokken i det meste af sættet, mens nettet et par gange var på danskernes side.

Bagud 8-12 fortsatte presset mod den danske duo, der primært fik point, når indoneserne fejlede til sidst i duellerne i det hidsige tempo.

Nede 12-15 hjalp nettet igen danskerne, som pludselig var helt tilbage ved 15-15.

En fremragende duel gik til indoneserne, og med 20-18-føring tog parret første sæt.

Boe og Mogensen kom foran 6-4 efter 3-3 i det tætte andet sæt, Boes spil med vinkler testede indoneserne, der dog bragte sig foran 9-7.

Duellerne blev kortere, og 9-9 blev til 12-9 og 12-11 til Gideon og Sukamuljo, men igen stred danskerne videre og udlignede til 14-14.

Indoneserne hurtighed pressede hele tiden Boe og Mogensen til det yderste, men danskerne hang i, og 14-16 blev til 16-16 i en kamp, der havde udviklet sig til at være på servernes præmisser.

Sukamuljo var en evig trussel og viste sin klasse, da han afgjorde opgøret og sikrede andet sæt og den efterfølgende hæder.

/ritzau/