Fejl og formøblede føringer førte søndag til, at Alexandra Bøje og Mathias Christiansen tabte finalen i badmintonturneringen Swiss Open.

Den danske mixeddouble var godt med hele vejen, men tabte de afgørende dueller til de sjetteseedede franskmænd, Delphine Delrue og Thom Gicquel, der snuppede titlen i Super 300-turneringen.

Dermed er triumfen i sidste års SaarLorLux Open fortsat den danske duos eneste turneringssejr på World Tour-niveau.

Senere søndag spiller Viktor Axelsen finale i herresingle, mens Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er i kamp om titlen i herredouble.

Ser man bort fra en fejlserv i første duel, fik Bøje og Christiansen en god start på kampen.

De kom ud med stor energi og bragte sig både på 6-3 og 8-4 i første sæt.

Danskerne havde langt hen ad vejen det spillemæssige overtag, og kun nogle simple fejl fra danskerne holdt franskmændene inde i sættet.

Delrue og Gicquel kom på omgangshøjde ved stillingen 16-16, men var kort efter bagud med tre point. Igen lykkedes det dem dog at komme tilbage, og de to danskere blev sat på plads i de afgørende dueller.

I andet sæt lykkedes det Bøje og Christiansen at trykke modstanderne i bund, og de fik i begyndelsen minimeret antallet af fejl ved nettet.

Fire point på stribe sendte danskerne foran 11-4, men nok en gang lykkedes det franskmændene at komme tilbage. De bragte sig på 20-17, men det danske par fik afværget to matchbolde, før kampen blev lukket.

Swiss Open er første chance i 2021 for at skrabe point sammen til OL-ranglisten, der i sidste ende afgør, hvem der får plads ved sommerlegene i Tokyo.

Frem til midten af juni kan spillerne hente point i udvalgte turneringer. Danmark står lige nu til at skaffe nationspladser i herresingle, damesingle, herredouble og damedouble, men ikke i mixeddouble.

/ritzau/