Det danske spilfirma Better Collective har netop foretaget deres største opkøb nogensinde.

De har således underskrevet en aftale om at købe det amerikanske sportsbetting-medie The Action Network. Pris: 240 millioner dollar svarende knap 1,5 milliarder danske kroner.

Det oplyser Better Collective mandag i en pressemeddelelse.

»Jeg er begejstret for at kunne byde The Action Network og vores nye kolleger velkommen til Better Collective. Det er det største opkøb i Better Collectives historie, og det giver os en førende position i USA og et stærkt fundament for at kunne drage fordel at den fortsatte regulering af det amerikanske spilmarked,« siger Jesper Søgaard, administrerende direktør og medstifter i Better Collective.

The Action Network blev lanceret tilbage i 2018, har hovedkontor i New York og beskæftiger omkring 100 medarbejdere.

I 2021 forventer det amerikanske selskab at fordoble omsætningen til cirka 40 millioner dollar, svarende til cirka 247 millioner kroner.

Better Collective er et dansk spilfirma, der beskæftiger sig med udvikling af digitale platforme med blandt andet spiltips.

Det er stiftet af gymnasiekammeraterne Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, der i 2004 fik en idé og startede firmaet som et hobbyprojekt.

Millionerne rullede senere ind, og da Better Collective i 2018 blev børsnoteret, fik de to ejere et overskud på 474 millioner kroner i deres holdingselskaber.

Det danske firma er allerede til stede i USA gennem flere opkøb.

I 2019 købte de Tennessee-baseret RotoGrinders Network for 21 millioner dollar samt sportsbetting-medierne VegasInsider.com og ScoresAndOdds.com for 20 millioner dollar.

Efter det seneste opkøb forventer Better Collective nu, at omsætningen i den amerikanske del af forretningen runder 100 millioner dollar i 2022, oplyser selskabet i pressemeddelelsen.

De danske mangemillionærer ejer blandt andet verdens største Counter-Strike-medie, HLTV.org, og i den forbindelse kunne B.T. sidste år beskrive en interessekonflikt, da Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen samtidig har en lille andel i den danske esportsorganisation Astralis.

Den historie kan du læse meget mere om LIGE HER.

Opkøbet af The Action Network afventer nu myndighedsgodkendelse, inden det officielt går igennem.