Christian Lundgaard skal køre Formel 2-løbet i Abu Dhabi for det italienske team Trident.

Racerkøreren Christian Lundgaard debuterer i Formel 2 i Abu Dhabi 1. december.

Det oplyser Formel 2 på løbsseriens hjemmeside.

18-årige Lundgaard, der til daglig kører i Formel 3-serien, er tilknyttet Renaults ungdomsakademi, men i løbet i Abu Dhabi stiller han op for italienske Trident.

- Jeg er stolt og glæder mig til min Formel 2-debut, siger Lundgaard til løbsseriens hjemmeside om sin forestående debut.

Løbet 1. december er det sidste løb i kalenderen i Formel 2 i 2019. Det afvikles samme dag som det afsluttende grandprix i Formel 1, motorsportens kongeklasse.

- Jeg vil gerne takke Renault Sport Academy, Trident og mine partnere for deres tro på mig. At gå ind i finalen bliver en stor udfordring, men det bliver en stor oplevelse.

- Formel 2 er et stort skridt op. Kørestilen er hård, og man skal tænke strategisk over, hvordan man vender det til sin fordel. Jeg ser frem til at komme i gang og se, hvad vi kan gøre, siger Christian Lundgaard.

Det danske racertalent er de seneste måneder blevet testet i Formel 1-biler to gange. Første gang var på Hungaroring-banen i Ungarn i september, mens anden gang var for to uger siden på Jerez-banen i Sydspanien.

/ritzau/