Bjørn Bitsch og Ashli Williamson vandt VM-guld i 10-dans i deres sidste konkurrence inden karrierestoppet.

Det danske dansepar Bjørn Bitsch og Ashli Williamson sluttede karrieren på bedst tænkelig vis lørdag aften.

Her hentede parret VM-guld for tiende og sidste gang i karrieren, da de to dansere sammen vandt VM i 10-dans i Portugal.

35-årige Bjørn Bitsch og 34-årige Ashli Williamson meddelte for nylig, at de efter 17 år har besluttet sig for at stoppe karrieren.

Den sidste turnering var således lørdag i Portugal.

- Det kan ikke slutte bedre. At stå med sit tiende verdensmesterskab, siger Bjørn Bitsch ifølge TV2 Sport.

Med lørdagens sejr nåede parret op på ti VM-guldmedaljer.

- Det har lige ramt mig. Wow. Det er svært at tænke på, at vi ikke skal opleve alle de her fantastiske oplevelser mere. Men det er fedt, siger Ashli Williamson til TV2 Sport.

I december hentede parret karrierens ottende VM-guldmedalje.

Når dansekarrieren indstilles, er planen, at parret fortsætter med at undervise og muligvis være internationale dommere.

/ritzau/