Det lykkedes ikke for den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen.

De har søndag formiddag tabt finalen ved badmintonturneringen Indonesia Masters med 21-18, 11-21, 21-23 til Apriyani Rahayu og Greysia Polii.

Den danske duo tabte altså med mindst mulig margen i det tredje og afgørende sæt, der blev tabt i ekstrabolde.

Forinden havde Maiken Fruergaard og Sara Thygesen misbrugt to matchbolde.

Greysia Polii (th.) og Apriyani Rahayu vandt finalen.
Greysia Polii (th.) og Apriyani Rahayu vandt finalen. Foto: BAGUS INDAHONO
Vis mere

Senere søndag kommer der dog endnu en chance for en stor dansk triumf i turneringen, når Anders Antonsen i herresinglefinalen møder hjemmebanefavoritten Anthony Ginting.

Tilbage til kvindernes doublefinale, hvor Maiken Fruergaard og Sara Thygesen efter topresultater gennem hele ugen til sidst mødte deres overkvinder.

Den danske damedouble havde vundet fire kampe i den indonesiske turnering for at nå frem til finalen, og heriblandt var et par gedigne overraskelser.

I anden runde slog de det andenseedede japanske par, Yuki Fukushima og Sayaka Hirota. Og i semifinalen vandt de over de forsvarende olympiske mestre, Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan.

I søndagens finale var danskerne igen undertippede mod verdensranglistens nummer otte, og Fruergaard og Thygesen havde tabt alle de fem foregående møder med indoneserne.

Men Rahayu og Polii virkede en anelse tyngede af forventningspresset foran de indonesiske tilskuere. I kampens begyndelse spillede de nervøst og begik en række uprovokerede fejl.

Danskerne kom på 6-2, og med stor selvtillid og aggressivt spil kom de lidt senere foran 11-5.

De missede en oplagt chance for at komme på 16-10, og få minutter senere udlignede indoneserne til 16-16. Men som i de foregående kampe holdt danskerne nerverne i ro og vandt et tæt første sæt.

Maiken Fruergaard (tv.) og Sara Thygesen har trods alt haft en imponerende uge i Indonesien.
Maiken Fruergaard (tv.) og Sara Thygesen har trods alt haft en imponerende uge i Indonesien. Foto: ADEK BERRY
Vis mere

Den danske double kom halvskidt fra start i andet sæt, men et indonesisk ketsjerskifte midt i en duel reducerede forspringet til 4-5.

Fejlene kom hyppigere fra danskernes side, men Fruergaard og Thygesen tog det hver gang med et smil og gjorde sig klar til næste duel. Det gode humør var dog ikke nok til at true Rahayu og Polii, som udnyttede de danske fejl og vandt andet sæt i sikker stil.

Indoneserne kom nemmere til deres point, mens Fruergaard og Thygesen skulle arbejde hårdt for at afgøre duellerne i tredje sæt.

Rahayu og Polii samlede det meste op og kom foran 5-2 og 8-5 og var hele tiden et lille skridt foran.

Konditionen kom for alvor på prøve i de mange opslidende dueller, og indoneserne så ud til at styre mod sejren foran 18-15.

Men igen viste danskerne stor mental styrke og spillede sig frem til to matchbolde. Indoneserne trykkede dog danskerne i bund, og efter 80 minutters badminton endte det alligevel med indonesisk sejr.

Indonesia Masters er en Super 500-turnering og rangerer på World Tourens niveau 4. Det er niveauet lige under eksempelvis Denmark Open og Malaysia Open.

Med finalepladsen kan Fruergaard og Thygesen trods alt kigge tilbage på en stor uge og se frem til et spring på verdensranglisten, hvor de før turneringen lå nummer 30.