Det er med maven fyldt med sommerfugle, at Danmarks enlige olympiske bordtennisrepræsentant, Jonathan Groth, skal i kamp i Tokyo.

Men der gemmer sig også en lille skuffelse hos den 28-årige danske bat-mand.

Nyheden om, at OL – på grund af coronafrygten – bliver renset for tilskuere, har nemlig ramt ham hårdt.

»Jeg er faktisk mega ærgerlig. Da jeg læste den nyhed, tænkte jeg bare 'hold kæft, noget lort – for at sige det mildt'.«

Foto: VASILY FEDOSENKO
Vis mere

»Det er jo sindssygt fedt at spille foran tilskuere. Det var noget af det, jeg elskede ved OL i Rio, at hallen var fyldt. Vi var i Brasilien, hvor der ikke var nogen, der kendte til bordtennis, men hallen var alligevel fyldt, og alle jublede. Det var ligegyldigt, om spillerne havde vundet eller tabt, de blev bare klappet af. Der var SÅ god en stemning,« lyder det fra Jonathan Groth.

»Og nu er vi her i Japan, der er et af de største lande i bordtennis ... Jeg havde virkelig glædet mig til at spille her. Så jeg skal være ærlig at sige, at jeg synes, det er super ærgerligt, at det skal være uden tilskuere.«

Det var især, da Jonathan Groth forleden trådte ind i Tokyo Metropolitan Gymnasium, at ærgrelsen piblede frem hos ham.

»Arenaen er perfekt, og jeg tænkte bare 'det her havde været helt guddommeligt med tilskuere'. Selv med halvt fyldte tribuner havde det været super.«

»Det er så ærgerligt. Men o.k., alternativet (en aflysning af OL, red.) havde været endnu mere ærgerligt.«

Foto: ROMAN PILIPEY
Vis mere

Jonathan Groth er seedet som nummer 22 ved OL og er derfor oversidder i første runde.

Han spiller sin første kamp søndag eller mandag.