Kim Astrup og Anders Skaarup slog russisk par på 31 minutter og bookede plads i tredje runde i Basel.

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er sikkert videre til tredje runde ved VM i badminton i Schweiz.

På godt en halv time besejrede parret russerne Vladimir Nikulov og Artem Serpionov i to sæt.

Danskerne vandt med 21-6, 21-15 i en kamp uden den store spænding.

Efter et første sæt, hvor russerne intet kunne stille op, fik Nikulov og Serpionov lov til at lege lidt med i andet sæt.

Russerne førte 7-4, inden Astrup og Skaarup strammede grebet og vandt seks bolde i træk og kørte andet sæt sikkert hjem.

Den danske duo stod over i første runde. Det er endnu uvist, hvem de møder i deres næste kamp.

I damedouble blev det også til en forholdsvis sikker sejr til Maiken Fruergaard og Sara Thygesen, da den belgiske konstellation med Emilie Lefel og Anne Tran blev slået med 21-12, 21-18.

Efter et overlegent første sæt fra danskernes side fik belgierne overhånden midtvejs i andet sæt og førte med 11-7. Det var dog blot for at se de danske favoritter svare stærkt tilbage.

På kampens tredje matchbold spillede Fruergaard og Thygesen sig videre til et møde mod topseedede Mayu Matsumoto og Wakana Nagahara fra Japan i tredje runde.

VM er til gengæld ovre for teenagerne Amalie Magelund og Freja Ravn. De to talentfulde danskere tabte en tæt dyst mod de sjetteseedede sydkoreanere So Hee-lee og Seung Chan-shin.

De sydkoreanske favoritter vandt 21-19, 21-18.

/ritzau/