Landsholds-spilleren er lettet over, at han slipper med tre ugers pause.

Joachim Boldsen blev scannet i dag på Privathospitalet Skørping, og hans meget omtalte skade var ikke så alvorlig, som han først forventede.

- Der er heldigvis kun tale om en lille fibersprængning, og det betyder, at der nok kommer til at gå omkring tre uger, inden jeg er klar igen. Jeg havde frygtet, det var meget værre, så jeg er virkelig lettet lige nu, siger Joachim Boldsen til aabsport.dk.

Vild med Dans-profilen starter genoptræningen med det samme.

- Jeg ved, jeg skal i gang allerede klokken 17 i dag. Det er selvfølgelig ikke det mest spændende i verden at sidde og okse løs på en kondicykel, men det er knap så dødssygt, som at ligge helt stille, siger Boldsen.

Udover afbudet til Vild med Dans betyder skaden, at Boldsen må undvære kampene mod Fredericia HK og Mors Thy Håndbold samt eventuelt Kolding-kampen 20. oktober.