De danske volleyball-mænd er efter et tre-sæts-nederlag mod de regerende Europamestre fra Serbien ude af EM.

Snip, snap, snude. Så er den EM-historie ude.

Men for det mandlige danske volleyball-landshold ender den lykkelig, selvom det tirsdag aften for øjnene af 2.500 medlevende og meget larmende tilskuere i NRGi Arena i Aarhus tabte 17-25, 17-25, 22-25 til Serbiens regerende Europamestre.

- Trods nederlaget har landsholds-drengene gjort det det fremragende. Jeg synes, de har opsøgt mulighederne og spillet frisk til, siger Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, der har overværet et par af de danske EM-kampe.

- Her har jeg set, at de 600.000 kroner, som vi ekstraordinært har støttet landsholdet med, fordi de jo ikke er Team Danmark-kandidater, har været givet godt ud. For det første har volleyball-forbundet lavet et flot arrangement, og for det andet har landsholdet placeret sig blandt de 12 bedste i Europa. Så godt har vi aldrig gjort det før, siger Niels Nygaard, der håber, at succesen bider sig fast.

- Konkurrencen i international volleyball er stor. I øjeblikket ligger vi lavt rangeret. Men jeg synes, der er grund til se optimistisk på fremtiden. Flere af vores bedste spillere er på kontrakt i udenlandske klubber og har ad den vej muligheden for at suge masser af erfaring til sig. Desuden er talentmassen i dansk volleyball stigende, siger Niels Nygaard og tilføjer:

- Andre danske specialforbund har tidligere arrangeret lignende store internationale slutrunder. Efterfølgende har de oplevet medlemsfremgang, der dog kort tid efter er stoppet. Jeg både tror og håber, at det denne gang går anderledes. I hvert fald har volleyball-forbundet gjort et godt forarbejde ved at sørge for, at klubberne rundt om i landet er klar til at tage vel mod nye medlemmer med masser af veluddannede trænere og spændende aktiviteter.

I Dansk Volleyball Forbund ærgrer Mikael Trolle sig over, at EM-eventyret er slut for denne gang.

- Naturligvis ville vi gerne også have spillet kvartfinale. Men når man som os ligger nummer 68 på verdensranglisten og i EM-ottendedelsfinalen møder de regerende Europamestre, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at vi nu er ude, siger Mikael Trolle, der dog ikke lægger skjul på, at han er stolt over den danske præstation.

- Ingen havde troet, at vi kunne spille os videre fra gruppespillet. Det lykkedes. Og nu får vi en god seedning, når der i oktober trækkes lod til EM-slutrunden i Bulgarien og Italien i 2015, siger Mikael Trolle.

Han tvivler dog på, at Danmark allerede om to år kan klare sig helskindet gennem EM-kvalifikationen.

- Det bliver svært. Lige nu vælger jeg at se positivt på dette EM, hvor vi har sat Danmark på volleyball-spillets Europakort. Jeg er sikker på, at de mange udenlandske tilskuere, vi har trukket til landet under EM, efter finalen på søndag (i Parken, red.) vil tage hjem og sige, at de oplevelser de har fået, har været ganske særlige, siger Mikael Trolle.

Han kan i øvrigt fortælle, at budgettet for EM-slutrunden hænger sammen.

- Med mindre der sker noget uforudsigeligt de sidste konkurrencedage, kommer vi ud af EM med skindet på næsen, siger Mikael Trolle.