Danmark varmede op til semifinale ved EM for blandede hold i badminton med en sikker sejr over Spanien.

Danmark skulle fredag i kamp mod Spanien i EM i badminton for blandede hold, der spilles i Danmark.

De danske favoritter var på forhånd allerede sikker på en plads i den ene semifinale efter to gruppesejre over Frankrig og Holland, og Spanien formåede heller ikke at ødelægge den danske selvtillid.

De regerende europamestre vandt ganske overlegent 5-0, og dermed toppede Danmark sin gruppe med tre sejre.

Mathias Christiansen og Christinna Pedersen sørgede uden problemer for 1-0-føring med en sejr på 21-11, 21-11 over det spanske par, mens Rasmus Gemke fik lov at spille dysten i herresingle.

Han slog Luis Enrique Penalver i tre sæt med 12-21, 21-16, 21-13, og Mia Blichfeldt sikrede efterfølgende sejren, da hun øgede til 3-0.

Mia Blichfeldt slog Sara Penalver 21-11, 21-14.

Efterfølgende vandt Danmark også kampene i mixeddouble og damedouble, og dermed var 5-0-sejren en realitet.

I semifinalen skal Danmark møde Tyskland, som fredag slog England 3-2 i den anden gruppe og sluttede på andenpladsen efter Rusland.

Danmark vandt tidligere i gruppespillet med 4-1 over både Frankrig og Holland.

/ritzau/