Venskabskamp i fodbold: Danmark-Portugal 4-2 (2-1).
Det danske fodboldlandshold besejrede VMs nummer fire i en underholdende kamp. Jon Dahl. Thomas Kahlenberg, Martin Jørgensen og Nicklas Bendtner scorede de danske mål.

Morten Olsen havde valgt at lade Jon Dahl Tomasson være forreste mand. Jon var ikke med pg.a. skade i sidste test-match mod Polen.

Det betød, at Nicklas Bendtner, der startede inde mod Polen og scorede i sin debut, var på bænken.

Portugal, der blev nummer fire ved VM i sommer, var uden Barcelonas Deco, der blev sparet - og så selvfølgelig Figo, som sluttede sin karriere efter VM.

Men en anden stjerne, Cristiano Ronaldo, dagligt spillende i Manc. United, var at finde på banen i Brøndby. Portugal skal onsdag møde Finland i EM.kval.puljen.

Danmark startede bedst på den regntunge bane. En fremragende aflevering fra Thomas Kahlenberg efter bare godt eet minut, gav Jon Dahl en god hovedstødsmulighed, men lige forbi.

Men i det 14. minut slog Jon så til. Et flot gennemført dansk angreb gik via Martin Jørgensens fod videre til lynhurtige Rommedahl på højrefløjen - og han fandt fremstormende Jon Dahl, der med sit 40. landskampmål kunne bringe Danmark på 1-0.

Føringen holdt dog bare tre minutter. Et frispark i venstre side blev sendt ind foran mål. I første omgang sparket væk, men bolden ikke langt nok - og i stedet ud til Ricardo Carvalho, der med en flot flugter udlignede. 1-1. Spillet 17 minutter!

Men der var dømt underholdning i Brøndby. Og det fik vi set tre minutter senere, da Martin Jørgensen i venstre spurtede til baglinien, og fik bolden sendt skråt bagud til fremstormende Thomas Kahlenberg, der med et fladt skud scorede til 2-1. Hans første landskampmål.

Portugiserne var hurtige - og farlige. Og i det 30. minut driblede Nani sig flot fri i højre side, men til alt held for de rød/hvide ramte bolden ydersiden af stolpen.

En underholdende 1. halvleg med flot tempo - og Danmark i front!

Straks fra 2. halvlegs start var Sevillas Chr. Poulsen på banen. Han erstattede AaBs Rasmus Würtz.

Efter 57 minutter fik Ronaldo tilkæmpet sig et straffespark. Han slap fri, og Thomas Sørensen kastede sig ud i ham. Portugiseren faldt - og dommeren ikke i tvivl. Ikke verdens største straffespark.

Ronaldo sparkede selv, men Thomas Sørensen kom godt ned til det ikke særlig godt placerede spark. Ja, han holdt sågar bolden. Så Danmark fortsat i front.

Minuttet efter fik Gravgaard en hovedstødsmulighed i fri position, men han ramte ikke bolden rigtigt. Og så var det tid til ny dansk udskiftning. Ud Gravesen og ind Daniel Jensen. I samme moment fik Chr. Poulsen et gult kort.

I det 64. minut gik det helt galt i det danske forsvar, da et skruet hjørnespark drejede ind mod nærmeste stolpe. Der stod ingen dansk forsvarsspiller, så Carvalho kunne uhindret løbe frem og prikke den i mål. Ikke så godt.

Portugal skiftede Ronaldo ud med Morte, og Thomas Helveg kom på banen i stedet for Lars Jacobsen med ca. 25 minutter igen. Få minutter efter kom så Bendtner på banen i stedet for målscorer Jon Dahl.

Portugal havde sat sig på kampen. Den danske offensiv var det så som så med nu.

Men, men! Kahlenberg fandt igen med en flot aflevering Martin Jørgensen, og kvikt var han fri, og kunne sende bolden gennem benene på målmand Ricardo. Danmark på 3-2 med et kvarter igen.

Og Martin Jørgensen havde kort forinden fået at vide, at der var to minutter tilbage til ham. Så man må sige, at det var godt timet! Ud med Martin og ind med Claus Jensen

Vi holdt stillingen, ja ikke nok med det, for i de døende minutter fik Nicklas Bendtner en flot aflevering fra Daniel Jensen - og scorede til 4-2.

Angrebsmæssigt fik vi vind i sejlene inden næste onsdags EM-kval. kamp mod Island.

haj@bt.dk