Danmarks bordtennisherrer gjorde onsdag meget kort proces mod Madagaskar ved hold-VM i London.

3-0 i kampe blev slutfacit, efter at Anders Lind, Jonathan Groth og Tobias Rasmussen havde været i aktion.

Ingen af de tre danskere var i nærheden af at afgive et sæt i de tre opgør, hvorfor det lidt som ventet var en meget ulige affære mod den afrikanske nation.

Kampene ved hold-VM afgøres efter et bedst af fem kampe-format, og da Danmark tirsdag åbnede sin turnering var der også kun brug for tre kampe.

Mexico blev slået med 3-0 i kampe i et opgør, hvor både Lind og Groth afgav et sæt.

Danmark er med de to sikre sejre sikre på at avancere til slutspillet, hvor de otte topseedede nationer træder ind.

Danmark deltager sammen med 55 andre nationer i et indledende gruppespil uden top-8-nationerne.

Torsdag venter sidste gruppekamp mod Mongoliet, der umiddelbart er gruppens svageste mandskab.

/ritzau/