VM i curling for mænd i Canada er blevet afbrudt, efter flere er blevet testet postive for covid-19.

Det oplyser det internationale curlingforbund.

Derfor har forbundet følt sig nødsaget til af suspendere alle kampe indtil videre.

Man oplyser ikke, hvor mange der er ramt, men blot at der er flere tilfælde.

»Som følge af dette vil kampen mellem USA og Schweiz ikke blive spillet som planlagt. Alle slutspilshold vil gennem gå test lørdag morgen, og indtil resultaterne står klar, og vi ved, at spillerne er i sikkerhed, vil ingen kampe blive spillet,« lyder meldingen fra forbundet.

Der resterer fem kampe ved VM, herunder to semifinaler, bronzekampen og finalen. De kampe er planlagt til at blive spillet lørdag og søndag, men kan potentielt blive rykket ind i næste uge.

»Det er værd at bemærke, at ingen af de positive test er afgivet af de tilbageværende hold i turneringen,« lyder det på turneringens hjemmeside.

USA og Schweiz skal dyste om en plads i semifinalen. Sverige, Skotland og det russiske hold er allerede semifinaleklar.

VM-pausen får ingen betydning for det danske hold ved VM, for Danmark har udspillet sin rolle efter turneringens indledende fase. Danmark sluttede som nummer 11 ud af de 14 deltagende nationer efter tre sejre og ti nederlag.