Trods sin flotte sæson kommer den danske racerkører Christian Lundgaard ikke til at være en del af Indycar-holdet Arrow McLaren i 2027-sæsonen.

Holdet oplyser på sin hjemmeside, at Scott Dixon og svenske Felix Rosenqvist kommer til Arrow McLaren på flerårige kontrakter.

Sammen med Pato O'Ward skal de bemande holdets tre biler i næste sæson, lyder det.

Det betyder, at Lundgaard kommer til at stå uden kontrakt næste år. Det samme er tilfældet for holdkammeraten Nolan Siegel.

Zak Brown, der er direktør i McLaren Racing, fortæller, at Lundgaard og Siegel har været med til at forme den udvikling, som holdet vil bygge videre på.

- Og jeg sætter pris på den energi og drivkraft, de har bragt til holdet, siden de kom til, siger Zak Brown.

Samtidig lyder det fra teamchef Tony Kanaan, at Lundgaard og Siegel har været "fantastiske" holdkammerater.

Der har i noget tid været rygter om, at Lundgaard ikke ville få en ny aftale på holdet, og nu er det altså officielt.

Han gav ellers svar på tiltale i weekenden, hvor han snuppede andenpladsen efter at have sikret sig selv og holdet pole position i sæsonens løb nummer 11.

Kun Pato O'Ward kom forbi ham i løbet af de 90 omgange på Mid-Ohio Sports Car Course og vandt.

Lundgaard har kørt sin hidtil bedste sæson i Indycar, som er den vel nok mest attraktive amerikanske motorsportsklasse.

Tidligere på sæsonen har han vundet to løb og ligger i top-3 i den samlede stilling.

Lundgaard forsøgte tidligere i karrieren at sikre sig et sæde i Formel 1, men det lykkedes ikke.

Derefter helligede han sig Indycar, hvor han er i gang med sin sæson nummer seks, hvis man medregner det ene løb, han kørte i 2021.

RITZAU