Man vinder ikke mange fodboldquizzer på at kunne udpege manden bag følgende citater: »Jeg er stolt af mine spillere.« »Det er verdensklasse, hvad de har præsteret.« Christian Andersen er navnet - det ved enhver, der følger med i fodbold.
Funktionen er fodboldStræner med et erkendt krukket tryk på S - og boldklubben er Farum. Oprykket til Superligaen i sommer, netop nu nummer tre efter FCK og Brøndby - og ubesejret i forårets tre kampe mod Viborg, AB og AaB. Når de turbulente omstændigheder omkring Farums superligahold medregnes, bliver det i Andersens farverige fodboldsprog til verdensklasse. Helt enkelt. For sådan siger en rigtig fodboldmand.Christian Andersen er et ægte fodboldmenneske, »a footballman«, som englænderne siger. Den egentlige betydning af det begreb kan udtrykkes med meget få ord:
»Christian er rigtig lykkelig, når han står ude på banen i træningsdragt. Der er ikke noget »Armani jakkesæt« over ham, men han har et stjernestort ego. Han bryder sig ikke om, at andre fortæller ham, hvordan han skal gøre, og han vil helst gøre tingene selv. Det er en styrke, fordi han ved, hvad han vil med sin fodbold og har viljen til at kæmpe for at gennemføre det. Men det er nok også en begrænsning, at han vil alting selv,« siger TV3s fodboldekspert Per Frimann, der som 17-årig blev rykket op på ABs 2. divisionshold af træner Christian Andersen og via KB blev professionel i Belgien.
I 1997-98 var Frimann sportsdirektør i AB med Christian Andersen som træner. »Danmarks bedste træner«, som han slap godt fra at sige til TV og aviser. Fordi han sagde det med den blanding af selvironi og højrøvethed, rå humor og alvor, der er karakteristisk for fodboldmiljøet i almindelighed og AB'ere i særdeleshed.
Han fik 75 dage hos Flemming Østergaard i FC København, hvor hans enkle stil og gennemført forkerte udtale af de navne, han overhovedet kunne huske, medvirkede til hans fald efter én tabt turneringskamp. Nogle måneder efter, at Don Ø havde kaldt Christian Andersen for sin største fejlansættelse i FCK - hans træningsøvelser stammede fra ruder konges tid - svarede træneren ved sin ansættelse i B.93 stilfærdigt igen: »B.93 er - som AB - en rigtig fodboldklub.«
Christian Andersen er ifølge Per Frimann ikke den store, sofistikerede taktiker. Hans spil-ideer - Christian Andersen ville aldrig bruge modeordet »koncept« - er ret enkle. Uanset om udgangsformationen er 3-5-2 som i AB eller 4-4-2, som han blev påtvunget i Farum sammen med sportsdirektør Poul Hansen, mens Peter Brixtofte tidligt i 2002 stadig styrede klubben. At Christian Andersen bed tænderne sammen trods åbenlyst urimelig behandling, kan Farum være glad for i dag, hvor Poul Hansen for længst er trukket til AGF.
Andersen er ikke så hård og kompromisløs, som han har ry for i medierne. Men han er endnu mere hård over for sine spillere og sin klub.
Det er denne totale loyalitet, der sammen med hans engagement, hans smittende begejstring og hans tro på egne ideer, der er hans styrke som træner.
»Der er ikke noget værre, end når spillerne opdager, at træneren ikke selv tror på det, han står og siger,« konstaterer Per Frimann.
»Christian er lige omvendt. Han ikke bare tror på sine ideer om teknisk baseret, offensiv fodbold - han arbejder også stærkt på at omsætte dem i praksis. Det gør, at du som spiller tror på ham,« siger Frimann.
»Han får én til at tro på sig selv og udnytte de evner, man har,« siger Panathinaikos' og landsholdets back-kantspiller Jan Michaelsen.
Han var på prøve i AB, før klubben gav ham kontrakt, og Christian Andersen fik frisat talentet hos de to halvgamle drenge Jan Michaelsen og René Henriksen i det 3-5-2 spilsystem, som de fleste andre trænere havde kasseret som halvforældet. Det bragte AB til tops, plus Henriksen og Michaelsen på landetsholdet.
Christian Andersen har den højeste træneruddannelse i Danmark - diplomtræner, men han er praktikeren, der lægger afstand til teorier om pædagogik, psykologi og team-building. Han kan bare begejstre og overbevise sine spillere om vejen til succes.
Nøglebegreberne er vilje og loyalitet. Taktikken trænger igennem hos spillere og omverden, når Andersen siger:
»Jeg synes ikke, mine spillere har fået den kredit, som de har fortjent på grund af alle skriverierne om Brixtofte og alt det andet lort, som der står i aviserne. Skriv for helvede lidt positivt om os. Vi laver et kæmpe-arbejde i Farum, og det, vi leverer, er tæt på verdensklasse.«
