Chris Nikic har lige skrevet historie - og nu har han allerede blikket stift rettet mod det næste mål: at finde en 'smoking hot' blondine-kone.
Den 21-årige amerikaner blev for nyligt den første person med Down syndrom til at gennemføre en Ironman Triathon. Det skete, da han i Florida på 16 timer og 46 minutter først svømmede 3,8 kilometer, dernæst cyklede 180 kilometer og slutteligt løb et maraton på 42,1 kilometer.
Ikke så ringe for en person, der kæmpede med overhovedet at gå som barn - og som måtte hjerteopereres, da han blot var fem måneder gammel.
På Chris Nikic' Instagram-profil har hans følgere kunnet følge med i listen over hans 'livsmål'.
Og et af målene blev der sat flueben ud for, da Chris Nikic løb over målstregen i Florida.
Der er tale om en ekstremt målrettet ung mand, som ikke lod sig stoppe, da corona-virussen skyllede ind over USA i årets første måneder.
»Nogle mennesker blev hjemme. Men jeg gik på jagt efter mine drømme og mål,« skriver Chris Nikic på Instagram.
Og han er allerede i gang med at få ram på de næste mål på sin liste.
Blandt disse er 'at købe en bil', 'at købe et hus' og 'finde en smoking hot blondine-kone'.
»Nu har jeg brug for en kone, som er lige så særlig og fantastisk som min mor,« skrev han forleden.
Og så har han planer om at gentage og forbedre Ironman-præstationen i 2021.
I 2021 er planen at gøre det igen. Jeg vil nedfælde en større drøm og et større mål, men planen er den samme. At blive én procent bedre for hver måned i 10 måneder. Alt er muligt!«

