Baseballspilleren Sang Ho Baek fra George Mason University i USA er død. Han blev blot 20 år gammel.

Den talentfulde sportsudøver har mistet livet efter en operation i albuen den 12. juni. Det skriver mediet Sports Illustrated.

Sang Ho Baek har funktionen kaster på banen, og det er relativt normalt for en kaster at blive opereret i albuen, fordi den lider meget overbelastning.

Han havde netop afsluttet sin debutsæson for George Mason University, hvor han deltog i syv baseballkampe. Han spillede sin første kamp i begyndelsen af marts tidligere på året.

Bill Brown, der var træner for Sang Ho Baek, siger i en udtalelse, at baseballspilleren vil blive husket som en fantastisk person.

»Sang Ho Baek var en fantastisk holdkammerat, som elskede alle omkring holdet. Han vil blive savnet for evigt, og han vil altid være værdsat i vores hjerter. Lige nu er vores tanker hos Sangs familie i denne ufattelig svære tid,« lyder det helt præcist fra træneren.

En af baseballspillerens holdkammerater Scott Morgan har startet en GoFundMe-side for sin afdøde ven. Siden har lørdag indsamlet cirka 110.00 danske kroner.

Sang Ho Baek er født i Sydkoreas hovedstad, Seoul, men er vokset op i Maryland i USA. Begravelsen er ifølge Sports Illustrated sat til den 26. juni – altså næste lørdag.