Det var en anderledes melding, end de fleste havde forudset, som Maria Sharapova mandag aften kom frem med.

Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova fortæller, at hun er testet positiv for et forbudt stof under grand slam-turneringen Australian Open i januar.

Sharapova er testet positiv for stoffet meldonium, som blev sat på den forbudte liste 1. januar i år. Tennisstjernen siger, at hun fik stoffet i sig via medicin, hun har taget i årevis.

- Jeg tager det fulde ansvar. Det er mit ansvar, hvad jeg putter i min krop, siger Sharapova.

Russeren fik besked af Det Internationale Tennisforbund (ITF) for nogle dage siden, og hun vil nu samarbejde med organisationen.

Flere tennisudøvere er testet positive på grund af meldonium siden nytår.

Allerede søndag havde Sharapova meddelt, at hun ville komme med en stor nyhed mandag aften. Men ikke mange havde forudset denne melding.

De fleste gætterier gik på, at russeren måske ville annoncere sit karrierestop, men den tidligere verdensetter fortæller, at hun ikke vil ende karrieren på denne måde.

/ritzau/