Mark Cavendish rådede i 2015 Brian Holm til at hyre Fernando Gaviria, der lige havde slået ham to gange.

Brest. Mens veteranen Mark Cavendish foreløbig har svært ved at gøre sig gældende i spurterne i Tour de France, har den unge colombianer Fernando Gaviria vist sig som den hurtigste mand i den første Tour-uge.

At Gaviria kører det franske etapeløb med det stærke Quick-Step-hold i ryggen, har Cavendish selv en del af ansvaret for.

Den var nemlig ham, der fortalte sportsdirektør Brian Holm om det nye stortalent i 2015, da Cavendish var en del af Quick-Step-holdet.

I det argentinske etapeløb Tour de San Luis blev briten slået to gange af den dengang blot 20-årige colombianer.

- Mark sagde: "Ham skal I nok se at få skrevet kontrakt med. Jeg kan simpelthen ikke køre forbi ham, han er for hurtig", husker Brian Holm.

- At han skulle blive så god, det havde vi så ikke regnet med. Han er helt sindssygt hurtig, siger den danske sportsdirektør.

Ligesom Cavendish har Gaviria en fortid som banerytter. Han blev verdensmester i omnium i både 2015 og 2016.

Ved OL i Rio for to år siden var det Cavendish, der havde krammet på sin unge rival. Cavendish vandt sølv i omnium, danske Lasse Norman Hansen tog bronze, mens Gaviria måtte nøjes med en fjerdeplads.

/ritzau/