Hun vidste, det ville blive følelsesladet.

Og det blev det bestemt også på MCH Arena i Herning mandag aften, da den danske dressurstjerne Cathrine Laudrup-Dufour red ind på den store scene.

For det var til afskedsceremoni for hendes makker gennem 12 år, Atterupgaards Cassidy. En hest, hun har haft siden 2010 og som har givet hende 'alt', som hun inden årets VM fortalte til B.T.

Søndag aften vandt Laudrup-Dufour VM-guld med det danske landshold, og under mandagens ceremoni dedikerede hun medaljen til netop Cassidy. Det skriver DR, der også har tv-billeder fra ceremonien, der desuden blev livestreamet på diverse hesteplatforme.

Cathrine Laudrup-Dufour og Cassidy til OL i Rio i 2016.
Cathrine Laudrup-Dufour og Cassidy til OL i Rio i 2016. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

»Cassidy. Jeg ved, at denne guldmedalje er vundet af Vamos Amigos i går. Men jeg er 100 procent sikker på, at der står Cassidy på kanten af den. Tusind tak, det har været helt fantastisk,« sagde hun til hesten, som flere spåede ikke ville nå så langt.

Men de tog fejl. For sammen har ekvipagen opnået fem danske seniormesterskaber, EM-bronze, OL og topresultater ved World Cup-stævner.

Mandag red de så på banen efter mandagens Grand Prix Special, og sammen viste de det kür-program, der har givet så stor succes, ligesom de tog en æresrunde i galop foran det jublende publikum.

Da parret havde redet programmet til ende, fik tårerne frit løb hos Cathrine Laudrup-Dufour, ligesom det på tv også var tydeligt, at mange blandt publikum også var rørt til tårer.

Cathrine Dufour på Atterupgaards Cassidy i 2020.
Cathrine Dufour på Atterupgaards Cassidy i 2020. Foto: Bjoern Larsson Rosvall
Vis mere

Efterfølgende fik den danske stjerne mikrofonen, og fra den populære hests ryg sendte hun en stor tak til alle dem, der har været med hende og Cassidy gennem den store og flotte rejse.

»Der skal lyde en kæmpe takt til min første træner, Rune Willum, min behandler til hestene, Gitte Søby, Kristine Sinding, der har avlet den her fantastiske hest og min bedste ven, og selvfølgelig Nathalie (zu Sayn-Wittgenstein) og Kyra (Kyrklund), der har overtaget stafetten fra Rune,« sagde Cathrine Laudrup-Dufour ifølge Ridehesten og fortsatte:

»Min mor har været med mig hele vejen igennem ponyårene og helt frem til nu. Janni (Dietz, red.), min supergode ven og kollega, der nu får fornøjelsen af at lære fra Cassidy. Godt nok startede Cassidy alt det her for mig, men du, Rasmine (Laudrup-Dufours hustru, red.), støtter mig hver eneste dag, og jeg elsker det liv, vi lever sammen,« lød det fra rytteren, der også takkede publikum.

Cathrine Laudrup-Dufour har flere andre topheste, men fortalte i interviewet med B.T., at hun ikke tror, hun finder en som Cassidy igen. En hest, hun har en særlig forbindelse med, som er 'once in a lifetime', forklarede hun i den forbindelse.

Den danske dressurstjerne har foruden VM-guld for hold vundet VM-sølv ved stævnet i Herning. Onsdag har hun så mulighed for at vinde en tredje medalje, når det går løs i Grand Prix Freestyle, hvor der rides til musik.