De har haft utallige store oplevelser sammen.

Men Cathrine Laudrup-Dufour har nu besluttet, at det er tid til at sige farvel til top-hesten Bohemian.

'Farvel, Bohemian. En æra er forbi, og det er med blødende hjerte, at vores elskede Bohemian forlader sit hjem hos mig,' skriver den danske dressurstjerne i et opslag på Instagram.

Hesten har været i hendes stald i mange år, og det var også den, hun havde med til OL i Tokyo i 2021.

Her dansede de sig til tonerne af 'Les Miserables' ind på en fjerdeplads i den individuelle konkurrence, ligesom det også blev til en fjerdeplads for hold, og de vilde ridt stopper ikke her.

Ekvipagen vandt efter legene i det japanske sølv ved EM, og de har også sammen brudt den vilde og magiske grænse på de 90 procent i dressur – det skete i marts 2022 i klassen Grand Prix Freestyle ved et stævne i Herning.

En uhyre flot score, som meget få ryttere kan prale med at have opnået.

Det er en familie ved navn Zinglersen, der hele tiden har ejet Bohemian, og det er i samarbejde med dem, at dressurstjernen har valgt at sige farvel til hesten, der skal videre til nye ejere.

Cathrine Laudrup-Dufour og hesten Bohemian.
Cathrine Laudrup-Dufour og hesten Bohemian. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere


'At blive i toppen af dressursporten kræver meget, og nogle gange betyder det, at en hest skal af sted,' skriver Laudrup-Dufour, der ligger nummer tre på verdensranglisten med netop Bohemian.

'Jeg er enormt taknemmelig, og det, jeg er mest taknemmelig for, er, at han (Bohemian, red.) førte mig sammen med ejerne, Zinglersen-familien. Uden dig, Bohemian, var vi aldrig blevet så tætte, som vi er i dag,' skriver hun.

Planen er nu at satse på nye yngre heste i håbet om at ride dem op til at blive ligeså dygtige som Bohemian.

Det er ikke den eneste tophest, den danske dressurstjerne har sagt farvel til på det seneste.

Tilbage i september meddelte hun nemlig, at hesten Vamos Amigos, som hun vandt hold-guld og to sølvmedaljer på ved VM i august, skulle tilbage til sin ejer i England.

Der er blot halvandet år til næste OL, og tiden vil vise, hvem den danske dressurstjerne satser på til den tid. Hun har dog flere ekstremt lovende heste i stalden.