Hun er en af de helt store stjerner på dressurscenen.
Og i mange år har det altid handlet om hestene for Cathrine Laudrup-Dufour.
Det gør det selvfølgelig stadigvæk, men den danske toprytter fortæller til Alt for damerne, at hun i mange år havde hestenes ve og vel som topprioritet.
Noget, der selvsagt også er vigtigt, men hun har lært en vigtig lektie – nemlig at hun også er nødt til at prioritere sig selv og sin egen sundhed.
Den er nemlig også vigtig og spiller en rolle, hvilket hun måske ikke fokuserede helt så meget på tidligere. Og det er heller ikke altid lige let at få slappet af.
»Sæsonen er næsten altid i gang, og der kan jeg ikke bare trække stikket. Så i de måneder presser jeg min krop ud over alle grænser, og når så mesterskabet eksempelvis er overstået, er det, som om kroppen lukker ned,« siger dressurstjernen og fortsætter:
»Til sidst er der bare ikke mere krudt, og så er jeg nødt til at lægge mig ned.«
Derfor prøver hun nu så vidst muligt at rejse et par gange om året, hvor hun lige kommer væk fra det hele og får slappet af, og når hun er derhjemme, sørger hun også for at få trænet i hverdagen, så kroppen er stærk.
Cathrine Laudrup-Dufour ligger nummer to på verdensranglisten med hesten Vamos Amigos.
Ekvipagen var med til at vinde VM-guld for hold tilbage i august, og sammen fik de desuden to individuelle sølvmedaljer.
Den danske stjerne ligger også nummer tre – det gør hun med hesten Bohemian, som hun red OL på i Tokyo i 2021.