Carsten Mogensen stopper på Det Nationale Elite Træningscenter i badminton efter 19 år. Det betyder reelt, at han stopper på landsholdet.

Doubleveteranen er offer for, at Badminton Danmark har sammensat nye doublekonstellationer.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

»Det er desværre ikke lykkes at finde et projekt, hvor jeg kan se mig selv i det. Jeg havde håbet på at spille frem til 2024, men det skal selvfølgelig være i et projekt, hvor jeg kan se mig selv,« siger Carsten Mogensen:

»Omvendt har jeg respekt for, at Badminton Danmark har valgt at prioritere de unge spillere i et længere perspektiv. Det er vemodigt at skulle herfra, men jeg vil fortsætte med at spille i Badmintonligaen og bruge tid på min sportsforretning, så jeg har heldigvis rigeligt at tage mig til.«

Badminton Danmark oplyser, at man havde lavet fire doublekonstalletioner, der skulle 'understøtte næste generation af topspilleres udvikling'. Og det var det, Carsten Mogensen sagde nej tak til.

De nye doublepar ser således ud. Her er unge spillere blevet parret med en erfaren spiller:

  • Mads Kolding og Frederik Søgaard (herredouble).
  • Niclas Nøhr og Mathias Christiansen (herredouble).
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund (mixeddouble).
  • Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby (mixeddouble).

Carsten Mogensen har allerede haft sidste træningsdag på elitecentret. Det var i torsdags.

Han spillede i mange år sammen Mathias Boe, men det samarbejde stoppede i februar 2019. Siden har Carsten Mogensen spillet sammen med Mads Kolding.

Hos Badminton Danmark beklager man, at den 36-årige badmintonspiller nu er fortid.

»Vi havde rigtigt gerne set, at det var lykkedes at finde et projekt, som Carsten kunne se sig selv i, men det har desværre ikke været muligt ud fra den strategi og målsætning, vi har arbejdet efter. Det er en epoke, der stopper. Sammen med Mathias Boe har Carsten (Mogensen, red.) været Danmarks bedste herredouble i nyere tid. Carstens resultater taler for sig selv, og vi skal være taknemmelige over de resultater og oplevelser, som Carsten og Mathias har givet dansk badminton og de dansk badmintonfans,« siger elite- og sportschef Jens Meibom.

Blandt Carsten Mogensens bedste resultater kan nævnes OL-sølv i 2012, VM-sølv i 2013 og All England-triumferne i 2011 og 2015. Og desuden har han vindet et hav af turneringer gennem årene.

Han er dermed én af mange badmintonspillere, der er stoppet på det danske landsholdet i løbet af 2020. Eller har stoppet karrieren helt.

Også Mathias Boe har sagt stop, ligesom eksempelvis doublespilleren Mads Conrad-Petersen stoppet karrieren helt for at blive ejendomsmægler.

Også singlen Jan Ø. Jørgensen har valgt at sige stop på grund af for mange skader. Og så har doubleparret Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sagt stop i mindst et år for at renovere hus.