Magnus Carlsen har givet sig selv en stor fordel i VM-duellen mod russiske Ian Nepomniachtchi.

De første fem partier endte i remis, men fredag aften løb norske Magnus Carlsen med sejren i sjette parti ved VM i skak, hvor han bliver udfordret af Ian Nepomniachtchi fra Rusland.

Dermed er stillingen 3,5-2,5 i norsk favør. Første spiller, der når 7,5, vinder VM.

Fredagens parti var det længste af sin slags i VM-historien. Det sluttede således først efter 136 træk. Den tidligere rekord lød på 124 træk i opgøret mellem Viktor Kortsjnoj og Anatolij Karpov i 1978.

Magnus Carlsen har med sin sejr sikret sig en fordel i VM-dysten. Lørdag spiller de to kombattanter det syvende parti ved VM, som løber af stablen i Dubai.

- Det var dramatisk for mig. Det var lidt op og ned. Jeg følte, at mine chancer lå i at prøve på noget så sent som muligt, siger Carlsen til NRK.

Begge spillere lavede fejl undervejs i partiet, og de var også begge presset af tiden.

Magnus Carlsen greb chancen, da Ian Nepomniachtchi lavede en fejl i sit træk nummer 53. Russeren flyttede sin dronning i en retning, som gav Magnus Carlsen fordelen.

Nordmanden erkender, at han endnu tidligere kunne have udnyttet Ian Nepomniachtchis fejl.

- Jeg overså et par ting, som var unødvendige, siger han.

30-årige Magnus Carlsen har været regerende verdensmester siden 2013, hvor han slog inderen Viswanathan Anand.

Han har siden forsvaret titlen i en revanchekamp mod Anand i 2014 samt mod russeren Sergej Karjakin i 2016 og amerikaneren Fabiano Caruana i 2018.

31-årige Ian Nepomniachtchi er nummer fem på verdensranglisten og har kvalificeret sig til opgøret mod Carlsen via en kvalifikationsturnering.

Vinderen af opgøret får knap ni millioner kroner, mens taberen får knap seks millioner kroner. Hvis det bliver en afgørelse i tiebreak, får vinderen cirka 8,2 og taberen cirka 6,7 millioner kroner.

/ritzau/