Racerkøreren Kevin Magnussen har svært ved at forstå, hvordan han kunne ende som nummer 19 i kvalifikationen.

Monaco. - Det er lidt et chok at være så langt bagud efter en weekend, som vi havde i Barcelona. Men jeg har ikke rigtig nogen svar på hvorfor.

Så klart udtrykte Kevin Magnussen over for TV3+ den skuffelse, han stod tilbage med efter lørdagens kvalifikation til Monacos Formel 1-grandprix.

Haas-danskeren satte dårligste tid i Q1 og slipper kun for at starte sidst i søndagens løb, fordi Max Verstappen (Red Bull) smadrede sin racer i sidste træning og ikke blev noteret for nogen tid i kvalifikationen.

- Vi må prøve at analysere det og finde ud af, hvor vi mister mest. Lige nu er vi ikke sporet ind på noget som helst, som kunne være problemet.

- Det virker, som om det er alting, der ikke spiller i den her weekend, siger Magnussen til TV3+.

Med en startplacering som nummer 19 og dermed næstsidst er udsigterne til et godt resultat umiddelbart ikke gode for Magnussen.

Det er nemlig svært at overhale andre kørere på de monegaskiske veje, og Magnussen forbereder sig derfor på en lang dag.

- Der skal ske meget, når man starter stort set sidst. Det bliver et langt løb i morgen, men vi må bare prøve at få det med, som vi kan.

Lidt bedre gik det for Haas-kollega Romain Grosjean, som nåede videre til Q2.

Her sluttede han dog sidst af de 15 resterende kørere, og en placeringsstraf fra det seneste grandprix i Barcelona betyder, at han starter som nummer 18 i søndagens løb.

Forrest i feltet finder man Red Bull-køreren Daniel Ricciardo, som satte den ene gode tid efter den anden.

Ricciardo er i poleposition, mens Sebastian Vettel og Lewis Hamilton følger efter som resultat af lørdagens kvalifikation.

/ritzau/