Der var både syndebukke og fremtidige helte, da Kasper Hjulmand præsenterede et landshold, hvis perspektiver umiddelbart skaber begejstring.

Genrejsningen af det danske landshold, der på få kampe drattede så katastrofalt sammen i Qatar, startede tirsdag eftermiddag i én af Parkens lounger.

Foran omkring 100 kampklædte roligans – og en solid håndfuld journalister – udtog Kasper Hjulmand sit nye landshold. Jo, det kan vi godt kalde det.

For det blev Hjulmand-æraens første store udrensning og generationsskifte. Selvom han flere gange prøvede at dysse det faktum ned.

Foto: TOLGA BOZOGLU
Vis mere

Men han kan ikke skjule, at 12 af de spillere, der var med flyet hjem fra Qatar, ikke har fået en invitation til Hotel Marienlyst i Helsingør på mandag.

Der er selvfølgelig kommet nogle skader i vejen. Christian Eriksen, Jesper Lindstrøm – og måååskeee også Andreas Skov Olsen – havde været med, hvis fysikken havde tilladt det.

Men det efterlader stadig ni spillere, der er valgt fra.

Yussuf Poulsen, Thomas Delaney, Daniel Wass, Jens Stryger, Oliver Christensen, Robert Skov og Rasmus Nissen var alle decideret sat af.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Andreas Cornelius og Kasper Dolberg kan camouflere frasorteringen med skader – men jeg tvivler stærkt på, at de havde fået stukket et kampkort i hånden, hvis de havde været fitte for fight.

Kasper Hjulmand vil naturligvis ikke sige det højt – det er heller ikke sikkert, at han ser det præcist sådan. Men der skulle falde hoveder efter VM-fiaskoen for at opretholde en seriøsitet og troværdighed omkring landsholdet.

Vi har – for at sige det hårdt – fået de syndebukke, som danskernes knuste landsholdshjerter havde brug for. Det der sadistiske og ikke særligt flatterende behov, der ligger et sted i os alle, for at se nogen bøde for nedturen.

Kasper Hjulmand har – frit fra hukommelsen – vist aldrig sat visket ni navne ud mellem to landsholdssamlinger. Så selvfølgelig er det et signal.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Ligesom det også er et signal, at landsholdet er blevet markant yngre på de fire måneder, der er gået siden VM i Qatar.

Landstræneren ved udmærket godt, hvilken begejstring det altid skaber, når en 19-årig og en 20-årig står til landsholdslejrdebut.

Mohamed Daramy, Elias Jelert, Victor Kristiansen, Mads Hermansen, Rasmus Højlund og Morten Hjulmand peger fremad mod nye storhedstider – og ikke bagud mod VM-skuffelsen, som flere af de fravalgte gør.

Så alt i alt bliver vi nødt til nikke anerkendende til den udtagelse. Den var tilfredsstillende på flere måder – også på den sadistiske.

Efter Qatar skal der mange sejre og mange gode præstationer til, før vi igen tør drømme. Men der er nok tændt et nyt håb i mange roliganhjerter i dag.