Følgende kommentar indeholder en spiseskefuld bagklogskab. Så er I advaret.

Men bliver vi ikke nødt til at snakke om den danske VM-trup, og om hvorvidt landstræneren har truffet de rigtige valg i sin VM-trup?

Jeg var selv til presseseancen i Helsingør 30. maj, hvor Kasper Hjulmand sendte en kraftig advarsel af sted mod landsholdsspillerne.

Får I – af den ene eller anden grund – ikke den nødvendige spilletid i jeres klubber, får det konsekvenser for jeres VM-deltagelse, lød den klare besked.

»Det er et skærpende udtagelseskriterium for mig, når vi kommer frem til november. At man skal kunne stå så skarpt som muligt … der skal være regulær spilletid. Det er ekstremt vigtigt for dem, hvis de skal have en chance for at komme med.«

Et godt princip. Nogen husker måske tilbage på Danmarks elendige VM i 2010 – hvor truppen bestod af gamle, halvskadede spillere, der mere var med af navn end af gavn.

Og så spoler vi frem til 7. november, hvor Kasper Hjulmand løftede sløret for de 26 mand, der skulle med i flyveren til Qatar.

Her var der tydeligvis slækket på kravet om regulær spilletid. Angrebskvartetten med Yussuf Poulsen, Jonas Wind, Andreas Cornelius og Kasper Dolberg er eksempelvis mødt op i Doha uden skyggen af kampform.

De tre førstnævnte har kæmpet med skader helt frem til udtagelsen, mens Kasper Dolberg har fået en skør argentinsk træner i Sevilla, der ikke kan lide sin introverte skandinav.

Men de fire fik alle en VM-billet, mens eksempelvis Marcus Ingvartsen – der har været i storform i Bundesligaen – måtte blive hjemme.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jeg er udmærket klar over, at alle i kvartetten – i modsætning til Ingvartsen – tidligere har bevist deres værd på landsholdsplan.

Men det kan man bare ikke bruge til særlig meget, når først VM-musikken spiller. Det har de to første VM-kampe fortalt os. Først da Martin Braithwaite, der spiller hver gang i Espanyol, kom på banen mod Frankrig, kom der lidt bid i det danske angreb.

På midtbanen er det lidt den samme sang. Nede i Sevilla er Sampaoli heller ikke stor Thomas Delaney-fan. Og man kan godt fristes til at kæde den skade, som Delaney hiver til sig mod Tunesien, sammen med den sparsomme klubspilletid.

Selvfølgelig skal der være plads til en nøglespiller som Thomas Delaney i en dansk VM-trup. Regulær spilletid eller ej. Problemet opstår, når alternativerne heller ikke er i omdrejninger.

Christian Nørgaard – som jeg er en stor beundrer af – har i månedsvis kæmpet med en drilsk akillessene. Og fra 27. august frem til VM er han kun startet på banen én gang – i et cup-nederlag til League Two-holdet Gillingham.

Og han er endnu ikke klar til 90 minutter for landsholdet, lyder meldingen hernede.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Jeg spørger stille og roligt: Havde det været bedre at udtage Casper Nielsen, Philip Billing, Maurits Kjærgaard eller Matt O'Riley, der alle har været i topform på det seneste?

Ingen af dem er spillet ind på landsholdet som Nørgaard – men i det mindste kan de spille.

Indrømmet. Det er en let øvelse at sidde her ved tastaturet i Doha og være bagklog. Det er spekulation – har Hjulmand set rigtigt eller forkert?

Men vi får noget, der minder om et konkret svar, når Danmark har færdigspillet skæbnekampen mod Australien onsdag aften.