Hvor var du den aften, da Rasmus Højlund lavede hattrick i Parken?
Vi, der sad og klaprede tænder i Parken torsdag aften, var ikke i tvivl om, at vi var vidner til noget ekstraordinært.
20-årige Rasmus Højlund levede op til hypen og hakkede tre vaskeægte angriberkasser i nettet i 3-1-sejren over Finland.
En ung fyr, der var teenager lige for lidt siden, kom løbende som David Hasselhoff på stranden og pustede liv i et landshold, der var kollapset i Qatar.
Og jeg tør godt tro på det. At vi endelig har fået den topangriber, vi har drømt om i så mange år.
Selvom fortiden skræmmer. For vi danskere er brændte børn, når det kommer til teenageangribere, der pludselig bryder gennem lydmuren.
Mens Bendtner blev hyldet med stående klapsalver inden kampen og sjaskede en æresrunde i Parken iført bøllehat, hættetrøje og pelsjakke, kunne jeg ikke lade med at tænke tilbage på de kæmpe forventninger, der var til ham, dengang han var landsholdets teenageangriber.
‘Bliver bedre end Zlatan’, kan jeg huske en spiseseddel proklamere.
Han blev aldrig bedre end Zlatan – dertil var han alt for glad for natklubben, blondinerne og sportsvognene.
Derfor var jeg også håbefuld, da Kasper Dolberg lige pludselig voksede sig til en teenagestjerne på Ajax’ hold med sit nærmest søvndyssende jyske temperament. Der ville aldrig komme billeder af ‘Dolleren’ med bukserne nede om knæene efter en bytur.
Desværre har Dolbergs rolige og introverte væsen vist sig at være en trukket håndbremse for hans eget talent. Han bliver konstant misforstået af klubtrænere – og selv vi danskere må nu spørge os selv, om Dolberg vil det nok?
Så man skal huske, at der er meget, der kan gå galt på vejen til topangriber-status.
Det har jeg mindet mig selv om, hver gang jeg har fået hjertebanken over YouTube-videoerne med Rasmus Højlund.
Men jeg er nu klar til at give slip på forbeholdene – jeg tør godt tro på det.
For Højlund har ikke Bendtners hang til alt det flamboyante eller Dolbergs muthed. Han har derimod taget det bedste fra de to – og er driblet uden om deres begrænsninger.
Han har den sult, som Kasper Dolberg mangler. Viljen står bøjet i rød/hvid neon – hans arbejdsraseri kunne gøre selv os helt oppe på de bageste pladser forpustet.
Han har den disciplin, som Bendtner manglede. Hvis man skal bryde igennem som dansk teenager hos en ærkeitaliensk træner som Gasperini i Atalanta, så er man altså et indstillingsmæssigt talent ud over det sædvanlige.
Det lugter af topangriber. Han er bygget som et køleskab. Han har en eventyrlig timing. Han kan heade. Han løber 100 meter på under 11 sekunder!
Jeg tør godt tro på det. Især efter de 90 minutter i Parken.
