Vi skal tilbage til 2005 for at finde den seneste gang, et dansk herrelandshold røg ud efter det indledende gruppespil ved en slutrunde.
Dengang betød skuffelsen, at Torben Winther blev fyret som landstræner.
Det gør Nikolaj Jacobsen ikke, selvom den tidlige danske exit her i 2020 isoleret set er en større nedtur.
Lad os slå det fast som det allerførste.
Jeg mener, at al snak om en fyring – og jeg har allerede set den nogle steder på de sociale medier – er komplet latterlig.
Manden er anerkendt som en af verdens bedste trænere og førte for et år siden Danmark til en af de mest suveræne VM-triumfer i håndboldens historie.
Selvfølgelig er hans sæde ikke til diskussion.
Men det er hans dispositioner og ageren ved dette EM naturligvis.
For det her er en voldsom nedtur, som chokerer hele håndboldverdenen. Og personligt er jeg rystet over det, jeg har set fra danskernes side under EM.
Danmark kom som forsvarende verdensmestre og olympiske mestre og har en perlerække af erfarne verdensklassespillere.
Det var jo ikke uden grund, at alle på forhånd – også udenlandske aktører – udråbte danskerne som EM-favorit, før turneringen blev fløjtet i gang.
Nu er det slut, færdig og farvel inden mellemrunden. Mellemrunden! Ungarn og Island var for stor en mundfuld for Mikkel Hansen & co. Det fatter jeg ganske enkelt ikke.
Jeg ved godt, at Nikolaj Jacobsen har forsøgt at tale ungarerne og islændingene op, men fakta er altså, at de ikke er at regne blandt de absolutte topnationer og hører til på en hylde under Danmark. Det viser deres resultater ved de seneste mange slutrunder i øvrigt også.
Gad vide, om Nikolaj Jacobsen har haft en dårlig fornemmelse før slutrunden? Jeg hæfter mig i hvert fald ved, at han har været underlig defensiv i sine udmeldinger – og skilt sig ud i forhold til mange af spillerne, som ikke har haft problemer med at sige, at de kom for at vinde guld og ikke andet end det.
Ingen af danskerne har dog ramt noget, der minder om en guldform.
Mikkel Hansen spillede godt i første halvleg mod Island, men siden har han været en skygge af sig selv. Jeg kan eksempelvis ikke huske, jeg nogensinde har set Mikkel Hansen skyde så svagt, som han gjorde mod Ungarn.
Og hvor var Hansens fandenivoldskhed og lederskab, da der var allermest brug for det? Den største stjerne svigtede - og det blev kostbart.
Rasmus Lauge har haft en urimelig dårlig timing i sit spil og leveret fejl i hobetal - og i øvrigt tydeligvis frustreret Mikkel Hansen med sit langsomme spil på playmakerpositionen.
René Toft har ikke vist det forsvarsmæssige niveau, der engang gjorde ham til en af verdens bedste. Henrik Møllgaard har også været et godt stykke fra det, vi skal forvente fra ham.
Ja, sådan kunne jeg blive ved. Danskerne fandt ganske enkelt aldrig fodfæste i turneringen.
Det samme gælder Nikolaj Jacobsen, som rent taktisk blev overmatchet i de to kampe, der endte med at koste Danmark livet.
Derudover er der mange ting, som ikke giver mening i mine øjne.
Fraværet af Magnus Landin har gjort ondt på landsholdet, men hvorfor i alverden har han ikke været i aktion, når han sagde til B.T. efter Ungarn-kampen, at han godt kunne spille?
Hvorfor er et dansk landshold, som praler af den enorme bredde, nødt til at spille med Henrik Møllgaard på venstre fløj?
Hvorfor skulle urutinerede Jakob Holm med i stedet for rutinerede Morten Olsen i den første kamp, når Nikolaj Jacobsen ikke turde sende ham på banen?
Hvorfor – og det er vel det allerstørste spørgsmål – har landsholdet været så mentalt skrøbeligt? Hvorfor skulle der ikke mere end lidt islandsk viljestyrke og et uventet offensivt ungarsk forsvar til at forvandle danskerne fra en selvsikker enhed til en flok usikre og usammenhængende individer?
Ja, i det hele taget må den danske præstation give anledning til en meget, meget grundig selvransagelse hos landstræneren, spillerne og i hele DHF. For noget er gået helt galt.
For mig er den her situation fuldstændig uvirkelig. Jeg har svært ved at finde ord for skuffelsen. Fiasko er et fortærsket ord i sportsjournalistikken, men det er ikke desto mindre, hvad det her er. Oven i købet en gigantisk en af slagsen.
Derfor kommer EM 2020 også til at skrive sig ind som et af lavpunkterne i dansk håndbolds historiebøger.
