Der er en syg kultur i dansk kvindehåndbold.
En kultur, hvor man kritiserer alt og alle, stikker hinanden i ryggen og konstant ser begrænsninger i stedet for muligheder.
Det har vi set i en årrække, og nu er det endnu en gang blevet demonstreret ved ansættelsen af Jesper Jensen.
Knap var præsentationen af Jesper Jensen som ny landstræner overstået, før TV 2 kunne bringe en artikel, hvor danske ligatrænere er klar med kritik og bekymring omkring dobbeltjob-konstellationen.
Jesper Jensen og Team Esbjerg får blandt andet en urimelig fordel omkring spillerrekruttering og en indsigt i klubbernes arbejde med spillerne, som de kan udnytte – må vi forstå.
Lignende kritik har også været lanceret i andre medier, og punkterne stemmer overens med den snak, jeg har hørt i massevis i damehåndboldmiljøet i de snart to måneder, der er gået, siden Jesper Jensen blev bragt i spil til landstrænerposten.
Altså er trænere og andre ledende aktører i de danske kvindeligaklubber endnu en gang utilfredse.
Og sådan har det efterhånden været i snart 10 år.
Det begyndte i slutningen af Jan Pytlicks regeringsperiode. Her opstod der mytterilignende tilstande blandt trænerne, som mente, at Pytlick var brændt ud: Han kom ikke nok ud til klubberne, manglede visioner og var blevet for blød.
Og Jan Pytlick endte med at blive fyret efter et uskønt forløb, som var uværdigt for en mand, der har vundet to OL-guldmedaljer til Danmark.
Ind kom i stedet Klavs Bruun Jørgensen, som var alt det modsatte af Pytlick og besad de kvaliteter, man havde skreget på.
Men glæden var kortvarig. For nu at sige det mildt.
Klavs Bruuns no bullshit-stil stødte trænerne, som kvitterede med en fortælling om, at han ikke kom nok rundt i hallerne, manglede lyst til at samarbejde og i øvrigt ikke vidste noget om kvindehåndbold.
Og nu står vi her altså igen med ansættelsen af Jesper Jensen. En diplomatisk mand, der kender kvindeligaen, spillerne og trænerne – og som samtidig har imponeret alle med sine resultater i Team Esbjerg.
Men det er så heller ikke godt nok. Fordi han skal dobbeltjobbe.
På dansk håndbolds vegne bliver jeg simpelthen så træt af den her evindelige brok.
Ved mandagens præsentation talte jeg med Jesper Jensen og assistenten Lars Jørgensen – som kommer til at varetage den løbende dialog med klubberne – og de er begge opmærksomme på de udfordringer, der er forbundet med konstellationen, hvis de ikke tænker sig om.
Dem er jeg heller ikke blind overfor.
Men hvad med, om vi prøver at tro på det bedste i Jesper Jensen?
Han virker som et bundreelt og hæderligt menneske, og der er ingen, der har noget dårligt at sige om ham som person. Der er heller ikke ét negativt pip at opdrive om hans værdier eller integritet.
Derfor kunne det jo være, at han har gode intentioner og ikke planlægger at snyde nogen, men derimod bare opføre sig professionelt.
Og så skal vi i øvrigt også huske på, at DHF og Jesper Jensen allerede har lavet nogle retningslinjer om de potentielle problemstillinger, man kan løbe ind i.
Så igen – skulle vi afvente og se, hvordan det udvikler sig, før vi maler fanden på væggen?
For virkeligheden kunne jo også være, at Jesper Jensen bare vil det bedste for dansk håndbold.
Og når vi nu er ved netop det emne… Vil mange af de her trænere og ledere egentlig det bedste for dansk håndbold? Eller vil de bare det bedste for deres egen lille butik?
Hvis dansk damehåndbold – og landsholdet – nogensinde skal komme tilbage til det, det var engang, så er der brug for, at alle aktører bakker op og på de overordnede linjer trækker i samme retning.
Så til jer, der har så travlt med at kritisere nonstop: Genopfrisk John F. Kennedys ord og sæt dem ind i en harpiks-kontekst.
Spørg ikke, hvad dansk håndbold kan gøre for jer – spørg, hvad I kan gøre for dansk håndbold.
