Troværdighed.

Dét ord står plastret ud over Brøndbys store køreplan, strategi 6.4. Men lige nu er Brøndby ikke en troværdig fodboldklub.

Valget om at ansætte Carsten V. Jensen i Ebbe Sands job kan være første skridt på vej mod en form for troværdighed. Måske.

Brøndby har de seneste måneder været en klub styret af impulser, forvirring og divergerende udmeldinger. Nu er Ebbe Sand færdig som sportsdirektør bare et halvt år efter, han overtog fra Troels Bech på fuld tid.

(Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
(Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Liselotte Sabroe

Lad det være sagt med det samme. Ebbe Sand virkede fra start som en mærkværdig ansættelse. Som en gallionsfigur. Havde han pondus, styrke og erfaring til at bestyre så stort et job, lød spørgsmålet fra start. Svaret ser nu ud til at være givet.

Der gik da heller ikke længe, inden folk i miljøet begyndte at tale om Ebbe Sands mangel på gennemslagskraft, selv om han stod forrest på pressemødet, da Alexander Zorniger skulle fyres i februar. Brøndbys sommertransfervindue har da hidtil også været alt andet end imponerende.

Klubejer Jan Bech Andersen har, er og vil fortsat være den altoverskyggende chef i Brøndby. Imens har klubbens head of recruitment, John Møller, spillet en stor rolle på de felter, en sportsdirektør normalt udfylder. De seneste uger har også konsulenten Mads Davidsen haft direkte adgang til bestyrelsesformandens øre.

Nu får Brøndby en klassisk sportsdirektør. Et mindre sexet, men mere sikkert valg. Carsten V. Jensen ved, hvad han gør, og han har både erfaring og resultater med sig fra FC København og FC Nordsjælland, hvor han blandt andet står bag nogle af de største salg i superligahistorien.

(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard

Det bliver svært at gentage i Brøndby lige med det første. Truppen har slet ikke samme salgspotentiale, som den 'CV' nu forlader i Farum.

Jeg er i tvivl, om Brøndby og Jan Bech Andersen, der er manden bag, skal roses for at reagere og ansætte en dygtig fodboldkøbmand – eller de skal skoses for ansættelsen af Ebbe Sand og de seneste måneders retningsforvirring. Det rigtige er nok at gøre begge dele.

Nu bliver det spændende at se, hvad ansættelsen af 'CV' får af betydning for den ligeledes nyansatte cheftræner, Niels Frederiksen. Frederiksen var ikke Jan Bech Andersens førstevalg i Brøndby, og selv om den nu tidligere U21-landstræner på papiret kunne ligne det oplagte valg, var han det heller ikke, da Carsten V. Jensen for nylig skulle finde en ny mand til trænerposten i FC Nordsjælland. Det er værd at tænke lidt over.

Nu tyder meget på, at Jan Bech Andersen, Carsten V. Jensen og Niels Frederiksen er den nye trio, der skal forsøge at føre Brøndby tilbage på sporet. Der er sket meget, siden Alexander Zorniger og Troels Bech var i klubben for bare få måneder siden.

Og Ebbe Sand? Ja, det er svært at se ham fortsætte i Brøndby i en stilling, som klubben kan sælge til offentligheden på en – ja – troværdig måde.