Brøndby har tabt fem af de seneste seks Superligakampe - og især defensiven har leveret rædderlige øjeblikke.

Eksempelvis i søndagens 1-2-nederlag til OB i Odense, hvor det 17-årige forsvarstalent Raphael Canut scorede et tragikomisk selvmål.

Hele sommeren trænede klubbens tidligere anfører Andreas Maxsø med i Brøndby, og han ytrede flere gange sin kærlighed til de gule. Men det blev ikke til en kontrakt - i stedet er Maxsø nu skiftet til FC Midtjylland, hvor han har leveret forrygende.

I B.T.s fodboldpodcast, B.T. Fodbold, kan ekspert og tidligere Superliga-spiller Jannick Liburd næsten ikke være i sig selv over situationen.

Andreas Maxsø trænede med Brøndbytruppen hele sommeren - men endte i FC Midtjylland. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg synes, at det for Brøndby er en katastrofe med Maxsø.« 

»Han må jo have trænet rigtig godt i Brøndby, siden han kan starte så stærkt i FC Midtjylland. Han spiller på et enormt højt niveau allerede nu.«

Tidligere Bundesliga-profil Emil Berggreen er enig.

»Jeg synes, at det er tosset, at Brøndby ikke hentede Maxsø. Jeg kender ham også personligt og har alle dage set en stor stjerne i ham. Han var lige for snuden af Brøndby, så det fremstår mærkeligt.«

»Det behøver jo ikke være lige NU med Canut. Hvis Canut slår igennem om fire år, er han stadig kun 21 år. De har ikke travlt,« understreger Emil Berggreen.

Lyt til ugens episode af B.T. Fodbold herunder:

B.T. Fodbold

I dag laver panelet en grundig gennemgang af en syret Superligarunde. Der dykkes ned i Manchester Uniteds nye kaos. Og så zoomes der ind på Oliver Provstgaards store gennembrud. Vært: Lasse Vøge Medværter: Jannick Liburd og Emil Berggreen Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Emilie Maja Jeppesen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen