B.T.s fodboldekspert blæst bagover af Brøndby: 'Kan spille med om mesterskabet'
Ifølge B.T.s fodboldekspert og tidligere Bundesliga-spiller, Emil Berggreen, kommer Brøndby IF til at spille med om mesterskabet.

Ifølge B.T.s fodboldekspert og tidligere Bundesliga-spiller, Emil Berggreen, kommer Brøndby IF til at spille med om mesterskabet.

Brøndby er på rekordtid gået fra kaos til kernesund, mener B.T.s eksperter.
Brøndby IF ligger lige nu på en førsteplads i Superligaen.
En stor del af årsagen til dette kan ifølge B.T.s fodboldeksperter, Jannick Liburd og Emil Berggreen, tilskrives den nye cheftræner, Thomas Nørgaard.
I det seneste afsnit af B.T.s fodboldpodcast, B.T. Fodbold, diskuterer de, hvorfor det går så godt i Brøndby.
»Alle de områder hvor Thomas Nørgaard excellerer, der var Steve Cooper enormt dårlig. Han er rigtig dygtig retorisk, han er dygtig taktisk, og det er tydeligt, at spillerne trives under ham, og alt det modsatte gjorde sig gældende under Steve Cooper,« vurderer Jannick Liburd.
»Han bænker Wass, han bænker Mortensen, når det er påkrævet og så bænker han også unge Oskar Fenger, fordi der var nogle nuancer, han ikke var tilfreds med i første halvleg,« tilføjer Emil Berggreen og fortsætter:
»Og der må jeg bare sige, der er han iskold, og det tror jeg er rigtig sundt for Brøndby. Der er et sådan mere ufærdigt hierarki, hvor alle har mulighed for at byde ind, og det er meget befordrende for de her unge spillere.«

Udover cheftræneren har den nye fodbolddirektør Julius Ohnesorge også en stor andel i holdes succes ifølge B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
»Julius Ohnesorge er kommet ind og har lavet det her Brøndby hold om. Fra det, der lignede en flerklubsejerklub til nu at ligne en kernesund dansk fodboldklub, hvor der er perspektiver, og hvor der er en mening med tingene,« vurderer han.
»Og unge spillere kan udvikle sig. Det er fantastisk, det de har gang i ude i Brøndby. Det er et historisk godt transfervindue, han har leveret,« tilføjer Jannick Liburd og fortsætter:
»Det er et godt eksempel på, at det her med at hente spillere og trænere, der kender Superligaen. Det er bare enormt smart, fordi de kan gå ind og levere med det samme.«
»Thomas Nørgaard har samlet en gruppe spillere, som jo var splittet til atomer under Steve Cooper. Så det er fantastisk arbejde af alle aktører her.«
Der er kun spillet tre runder af Superligaen indtil videre, men én af eksperterne tror på, at Brøndby kommer til at blive i den ende af tabellen, hvor det er sjovt at være.
Emil Berggreen vurderer nemlig, at de kommer til at spille med om mesterskabet.
»Hvis de bliver ved med det her mønster, hvor de bare samler point sammen, mens der er svipsere for de andre hold, der også skal spille Europa, så kommer Brøndby til at være med til det sidste.«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.