Brøndby kan kalde sig danske volleyballdronninger efter en 3-0-sejr over Holte i den afgørende DM-finale.

København. For syvende gang på otte år stod Brøndby og Holtes volleyballkvinder over for hinanden i DM-finaleserien i denne sæson.

Efter to sejre til hvert hold i serien vandt Brøndby torsdag den femte og afgørende finalekamp med 3-0.

Sejren glæder Brøndby-anfører Trine Noer Kjelstrup, der sikrede 18 point til sit hold i finalen.

- Det er så vildt fedt det her. Det har været så tæt i alle de andre kampe, men i dag var vi bare klar fra start. Vi var bare mere tændte end Holte, siger Brøndby-anføreren.

Brøndby-træner Jens Bang mener, at det var det mentale aspekt, som afgjorde finalen.

- Begge hold har stået i disse kampe før, så i dag handlede det ikke så meget om volleyball. I dag var det det mentale spil, der blev afgørende, siger han.

Han ser også Brøndbys hjemmebane som en vigtig del af DM-triumfen i den sidste finalekamp.

- Hjemmebanen har været afgørende i den her finaleserie. Det er blevet til fem hjemmebanesejre, så vi er lykkelige for, at vi vandt grundspillet og havde fordel af at slutte af hjemme foran et fantastisk publikum, siger Jens Bang.

/ritzau/